Flot opbakning til Festdage i Østervrå
25. oktober 2011 - kl. 0:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Arrangørerne af Festdage i Østervrå er særdeles godt tilfredse med ugens forløb. På trods af, at ambitionsniveauet er sænket noget i forhold til tidligere tiders Festuge, så er der rigtig god opbakning til de tilbud, der er ugen igennem for både store og små.
Poolparty havde således særdeles god søgning. Familiebanko ligeså, og Danseaftenen havde også et meget tilfredsstillende antal deltagere.
Våd fest
ØVI Svømmeafdelings Poolparty gik over al forventning. To fester med fuld knald på musik, aktiviteter og humør. Først var det de yngste fra 5-9 år – 70 børn i alt mødte op til et par timers hygge og sjov.
I anden afdeling for gruppen 10-16 år var der så meget tryk på tælleapparaterne, at det blev nødvendigt at åbne flere omklædningsfaciliteter, så de ca. 100 deltagere kunne bade og klæde om.
Heldigvis havde vi sørget for rigtig mange livreddere og godt med proviant af slik og farverige drinks, fortæller formand Ebbe Clausen. Det er dejligt, at se så mange. Nogen af dem er aktive svømmere, andre er tidligere medlemmer, og en del er nogen vi ikke tidligere har set i vores regi.
Begge afdelinger var virkelig flot besøgt, og der var hele aftenen en rigtig god stemning, lyder det fra arrangørerne, der er yderst tilfreds med arrangementerne.
Vandgymnastik
Svømmeafdelingen fortsætter sine tilbud om undervisning tirsdag og torsdag. Tirsdag er også dagen med Tarzansvømning. Helt nyt er det, at svømmeafdelingens hold med vandgymnastik er med i Frederikshavn Kommunes Idrætsklubs (FKI) tilbud til kommunens medarbejdere, så de via et medlemskab af FKI, kan benytte denne aktivitet i Østervrå Svømmehal.
Banko
Der var igen rigtig godt søgning til pensionistforeningens Familiebanko, og antallet af sponserede præmier havde nået nye højder.
Aftenen fik et virkelig dejligt forløb – uhøjtideligt, hyggeligt og bestemt også underholdende. Ikke mindst takket være en veloplagt Ejvind Drejgaard, der aftenen igennem trak tal efter tal op af posen, godt sekunderet af Bruno Møller Nielsen og Hanne Kiil Thomsen, der holdt styr på de praktiske ting.
Mange kunne gå hjem med rigtig fine præmier, og der blev gået til spillepladerne med stor og dyb koncentration af både store og små. En rigtig rigtig hyggelig aften.
Dansen gik
En stor del af de omkring 400 gæster, der havde fundet vej til den store Danseaften, indledte med buffet. Aftenens fem harmonikaorkestre spillede op allerede under spisningen, og straks var de først danseivrige på gulvet. I øvrigt et særdeles danseglad publikum, hovedsagelig fra lokalområdet, fortæller arrangørerne, men også fra Tuen i Nord til både Kolding og Fredericia i syd.
Det lokale erhvervsliv havde sponseret en masse flotte præmier til aftenens lodtrækning på indgangsbilletterne. Hovedpræmien – et gavekort på kr. 1.500, blev vundet af Poul Erik Pedersen, Aalborg.
Konferencier Martin Andersen var i hopla og styrede aftenens program helt efter bogen. I det hele taget fik hele arrangementet et særdeles tilfredsstillende forløb, og det er også vores fornemmelse, at publikum og musikere har haft en dejlig aften. Vi forventer at der også bliver Danseaften i 2012, slutter arrangørerne.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flot opbakning til Festdage i Østervrå' til en bekendt