Æbler, most og ældre i en skøn forening
14. oktober 2011 - kl. 14:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når efteråret sætter ind, og æblerne begynder at falde ned fra træerne, går personalet på afdeling Bølgen/Dråben Sæby Ældrecenter på rov i egne haver. Æblerne bliver fyldt i bæreposer og transporteret med på arbejde.
Meningen med det hele er, at de ældre på afdeling Bølgen/Dråben der har lyst, nu selv skal være med til at fjerne skræl, skurv og orm. Æblerne bliver herefter puttet i en saftpresser, og så skal alle have lov til at smage alt det sunde.
En sådan sundhedsdag oprandt for de ældre på afdeling Bølgen/Dråben torsdag 13. oktober. Omkring 15 beboere havde taget imod tilbuddet og deltog i sundhedsdagen. Der blev gået, ikke til vaflerne, men til æblerne, med stor energi, og da saften kom ud af presseren, sprøjtede flere liter sund æblesaft ud i en stor skål, som alle straks måtte smage.
De fleste mente, mosten smagte både frisk, sund og dejlig kølig – og det bedste af det hele var, at man havde selv været med til at fremstille den.
Tekst og fotos Thorkild Søndergaard.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Æbler, most og ældre i en skøn forening' til en bekendt