Læs denne uges Finansbarometer lige her
12. oktober 2011 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Nyt regeringsgrundlag lægger op til ekspansiv finanspolitk
Danmark
I sidste uge fremlagde den nye regering bestående af Socialdemokratiet, de Radikale og Socialistisk Folkeparti deres regeringsgrundlag for den kommende valgperiode. I forhold til den økonomiske politik var det væsentligste budskab, at regeringen vil overholde de samme grundspilleregler, som den afgående regering, hvilket indebærer, at overholde målsætningen om balance i det offentlige budgetter i 2020, og overholde kravene i stabilitets og vækstpagten, som betyder at den strukturelle saldo skal forbedres med 1,5 % frem mod 2013. Derudover er det interessant, at regeringen lægger op til yderligere ekspansiv finanspolitik ved at fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kroner og ved at udbetale efterlønsbidragene i 2012. I det nuværende økonomiske miljø, hvor der, pga. den globale vækstopbremsning, er udsigt til lav vækst de kommende år, pynter den ekspansive finanspolitik på væksten på den korte bane. I vores nye prognose for dansk økonomi, offentliggjort i Nordisk Økonomi i sidste uge, skønner vi, at væksten vil være på 1,1 % i år og 1,6 % næste år. Uden den ekspansive finanspolitik ville væksten i stedet være på omkring 1 % i år og næste år. Det vil helt sikkert bidrage til at begrænser forværringer på arbejdsmarkedet. Vi skønner, at ledighedskøen vil være 7.000 personer længere i 2012 sammenlignet med 2011. Konsekvensen af den ekspansive finanspolitik er imidlertid, at underskuddet på de offentlige finanser næste år, ifølge vores nye prognose, runder 100 mia. kroner, hvilket vil svare til omkring -5,7 % af BNP – og dermed et stykke under EU kravet på -3 % af BNP. Der skal således strammes gevaldigt op i 2013, hvilket betyder at finanspolitikken i dette år vil virke kontraktiv. Det vil betyde lavere vækst, såfremt der ikke forinden er kommet gang i den indenlandske økonomi og den globale vækst.
Renter
Den Europæiske Centralbank (ECB) besluttede på deres månedlige møde i sidste uge, at fastholde renten på det nuværende niveau på 1,50 %. Rentebeslutningen var en smule skuffende i forhold til markedsforventningerne. Det fik de korte renter til at stige efter mødet. De finansielle markeder anser det dog fortsat som højst sandsynligt, at ECB sænker renter i november og/eller december. Det skyldes, at ECB på pressekonference efter mødet sidste uge gav udtryk for, at bekymringen for vækstudsigterne var steget igen. Lavere vækst kan netop være et argument for ECB til at sænke renten. Derudover skal man bemærke, at ECB får ny præsident, Mario Draghi, som skal lede det næste rentemøde i ECB til november. Det er næppe sandsynligt, at den nye præsident vil levere en rentenedsættelse allerede på sit første møde.
I den kommende uge er der ikke nogle vigtige nøgletal på den europæiske kalender. I stedet vil fokus være skarpt rettet mod den græske gældskrise. I USA er der et par nøgletal på kalenderen. Især er der høje forventninger til det amerikanske detailslag fredag efter, at de amerikanske nøgletal har overrasket positivt på det seneste.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt