
IF Skjold Sæby tager imod Aalborg KFUM
7. oktober 2011 - kl. 10:22 - af Henrik Christensen
Efter nederlag i de seneste to kampe skal IF Skjold Sæbys JS-herrer igen tilbage på sporet, når Aalborg KFUM lørdag gæster Sæby Stadion.
De sidste to kampe har budt på forholdsvis klare nederlag til rækkens nummer 2 og 3, Frederikshavn og Lindholm. En målscore på 1-6 tyder på større forskel, end det reelt har været tilfældet. Imod FfI manglede skarpheden i første halvleg, mens FfI’erne viste rutine og skarphed efter pausen. Sidste weekends nederlag ude mod Lindholm var fortjent, omend marginalerne igen ikke var på Skjolds side. Efter Lindholms 1-0 føring et kvarter inde i anden halvleg, havde Skjold flere gode forsøg, men ind ville bolden ikke. Herefter straffede Lindholm et par Skjold-fejl, og dermed var kampen afgjort. Nederlaget betød, at Skjold nu er at finde på rækkens noget kedelige 5. plads, idet Aalborg Freja samtidig slog lokalrivalerne fra KFUM, og derved strøg for Skjold i tabellen.
Weekendens kamp er meget vigtig for resten af efterårssæsonen, Med 5 kampe tilbage snerper det til i kampen for en placering i top-4, og dermed oprykningsspil til Danmarksserien i foråret. Aalborg KFUM er fortsat placeret sidst i rækken, men der venter uden tvivl et svært opgør for Skjold-drengene, idet KFUM snart skal på tavlen igen, hvis ikke det skal hedde serie 1 til foråret. Sidst Skjold mødte KFUM endte det med en fortjent sejr på 3-1, i en kamp hvor Daniel Overlade, Tobias Overlade og Jakob Kristensen kom på tavlen.
TIl weekendens kamp må cheftræner Karsten Thomsen fortsat se bort fra Tobias Overlade, der sidder ude med en knæskade. Derudover er både Martin Kjær og Patrick Hoffmann ude at rejse, og derfor heller ikke tilgængelige.
Truppen til kampen ser derfor således ud:
1. Stefan W. Henriksen
2. Kim Petersen
3. Anders Lykke
4. Casper Nedergaard
5. Jeppe Vittrup
6. Paw Værnhøj
7. Patrick Nødgaard
8. Steffen Rasmussen
9. Nicolaj Eliasen
10. Jens Lorenzen
11. Dennis Poulsen
12. Mathias Larsen
13. Jakob Kristensen
14. Daniel Overlade
Kampen fløjtes op lørdag den 8/10 2011 klokken 16.00 på Sæby Stadion.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'IF Skjold Sæby tager imod Aalborg KFUM ' til en bekendt