“Lyserød Lørdag” og “Sund Dag” i LOOP
28. september 2011 - kl. 0:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lyserød Lørdag starter op allerede mandag den 3. oktober. Der bliver samlet ind, solgt armbånd og derudover vil LOOP støtte med kr. 2,- for hver trænende, kr. 5,- for hver solgt vand og kr. 20,- for hvert nyt medlem, som melder sig ind i uge 40. Sidste år blev der samlet kr. 2.082,- ind, og LOOP håber i år, at slå dette beløb. Pengene går ubeskåret til Lyserød Lørdag, så det er bare med at komme op og træne tit i uge 40, og støtte et godt formål – jo flere trænende jo flere penge.
Mandag klokken 7.00 starter salget af lodder for Kræftens Bekæmpelse til fordel for STØT BRYSTERNE kampagnen. Lodderne koster kr. 10,- pr. stk. frem til lørdag, hvor LOOP håber at kunne prale med en rekord stor indsamling, og byens butikker og firmaer har sponsoreret masser af flotte gaver til dette lotteri.
Hele mandag 3. oktober fra 7.00-20.00 holdes også “Sund Dag” i LOOP, hvor man i centeret kan møde diætist Randi Svarstad, som giver gode råd og svarer på spørgsmål om livsstil og kost. Massør Rikke Hjortnæs kommer og giver hotstone massage, og massør Hanne Jensen tager briksen med til en omgang “dybdegående” massage.
Der vil være mulighed for få sunde opskrifter med hjem, samt sunde smagsprøver fra Hørby Bageri og Slagter Kjærgaard.
Alle er velkomne til at kigge ind, der er kaffe klar på kanden, siger Lisa Farum Kristiansen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt