Læs denne uges Finansbarometer lige her

Læs denne uges Finansbarometer lige her

28. september 2011 - kl. 0:13 - af

SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.

Forbrugertilliden dykker

Danmark
I sidste uge fik vi tal for forbrugertilliden i september, som viste, at forbrugerne er blevet mere pessimistiske omkring fremtiden. Tallene viste et fald i den samlede indikator for forbrugertilliden fra -2,2 i august til -3,6 i september. En så lav forbrugertillid svarer til en ganske mærkbar tilbagegang i privatforbruget, som for eksempel i første del af 2008, inden krisen accelererede. Det er især forbrugernes vurdering af den aktuelle situation der trækker ned, hvilket givetvis kan tilskrives den stribe af dårlige nyheder der har været omtalt flittigt den seneste tid. Det gælder ikke mindst gældskrisen i Europa og den store uro på de finansielle markeder. Men også nyhederne om den hjemlige økonomi, hvor ledigheden er begyndt at stige og huspriserne fortsat falder, vejer negativt på forbrugertilliden. Den negative stemning hos forbrugerne peger i retning af et yderligere fald i privatforbruget, hvilket vil trække ned i den økonomisk vækst. Udviklingen på boligmarkedet har stor betydning for udviklingen i forbrugertilliden og privatforbruget. De store rentefald vi har oplevet på det seneste kan måske give boligmarkedet lidt mere medvind og dermed hjælpe forbruget.

Renter
Presset på de europæiske politikere for at vise mod og beslutsomhed for at dæmme op for euro-krisen tager hastigt til. I takt med at markedsforholdene fortsat forværres, risikerer de europæiske myndigheder at falde for langt bag kurven. I de seneste par uger har det internationale samfund været utvetydigt i sin kritik af den fodslæbende reaktion på den europæiske krise, da udlandet nu også kan mærke blæsten fra krisen. Det kulminerede for nylig i den amerikanske finansminister Timothy Geithners deltagelse i Eurogruppe-mødet i Wroclaw i Polen, hvor han bemærkede, at ”Det, der er meget skadeligt er ikke kun at være vidne til splittelsen i debatten om strategien i Europa, men også den igangværende konflikt imellem landene og centralbanken”. Der er meget høj risiko for, at den nuværende meget gradvise og splittede politik er utilstrækkelig til at stabilisere og i sidste ende forbedre situationen. Hidtil er det ikke lykkedes de europæiske politikere at nå til en hensigtsmæssig løsning af problemets kerne, som er solvensen i de gældsatte lande og i den europæiske banksektor. Stresstestene har ikke kunnet overbevise markederne om den finansielle sektors stabilitet, da de ikke har taget højde for den potentielle effekt af en statsbankerot. Nogle har givet udtryk for dette og sagt, at Europa bliver ved med at skubbe problemet foran sig. Hidtil har bestræbelserne været fokuseret på likviditetstiltag. Den europæiske centralbank (ECB) har stillet ubegrænset likviditet i euro og dollar til rådighed for den europæiske banksektor. EU og den international valutafond (IMF) har givet likviditet til lande, der er udelukket fra markedet, via låneaftaler, men det er blot symptombehandling. Det er håbet, at denne tilgang køber tilstrækkelig tid til at besparelsestiltagene slår igennem og vender situationen. Sandheden er desværre, at tiden er ved at løbe ud for myndighederne. Markederne er i en skrækkelig forfatning, og den finansielle stress er på det højeste niveau siden finanskrisen i 2008 og 2009. Der er stadig flere tegn på en kreditklemme på et tidspunkt, hvor de økonomiske indikatorer viser, at euroområdet allerede er på randen af recession. Så der er meget på spil, og der er ikke tid nok til, at strukturelle reformer og besparelser kan gøre det alene. Der er altså grobund for fortsat høj nervøsitet på de finansielle markeder den kommende tid. Der er fare for, at situationen udvikler sig til en systemkrise, og de amerikanske og tyske obligationsrenter vil fortsat være lave, indtil krisen driver over. Selv om obligationsrenterne er meget lave, kræver det en vending i de økonomiske nøgletal, hvis obligationsrenterne skal begynde at stige. Indtil da vil obligationsrenterne fortsat ligge på et lavt niveau. Der er risiko for, at nøgletallene skuffer på kort sigt.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger