
Barbie i fantastiske kjoler på Sæby Bibliotek
27. september 2011 - kl. 0:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
25 års sportsdanserkjoler præsenteres af Barbiedukker.
En flok dejlige damer klædt i miniudgaver af fantastiske kjoler kan i øjeblikket beundres på Sæby Bibliotek.
I 25 år har Ruth Nielsen, Frederikshavn fremstillet kjoler til sportsdansere fra hele landet. Kjolerne har hun samtidig fremstillet i små modeller, der i størrelser passer til en Barbiedukke. På den måde har hun skabt sit helt eget, lidt utraditionelle, modelbureau eller katalog, så kunderne havde mulighed for selv at danne sig et indtryk af den kjole, de kunne tænke sig.
Ingen annoncering
Ruth Nielsen har aldrig haft behov for at annoncere om sin mangeårige virksomhed, den har udviklet sig stille og roligt via kontakter og netværk i sportsdanserkredse. I gennem årene har jeg rejst rundt og besøgt danseturneringer over hele landet, og har her udstillet mine dukker, og det har selvfølgelig også været PR for mit arbejde, forklarer Ruth Nielsen.
40 kjoler
Kjolerne er virkelig flotte og gennemførte med alt hvad en sportsdanserkjole skal have af pailletter, tyl, flæser og flotte farver. Samlingen består i dag af 40 modeller, men har tidligere været på 60 Barbiedukker i hver sin kjole. Det skyldes, at jeg har givet en del væk, når jeg har haft besøg af små piger, som har forelsket sig dybt og inderligt i en speciel fin kjole, fortæller Ruth Nielsen.
Nye hobbys
Den flittige kjoleskrædder har trukket sig tilbage, men syr stadig på hobbyplan, og har også fundet glæde ved at lave andre ting bl.a. smykker. Udstillingen med de flotte kjoler kan ses på Sæby Bibliotek frem til og med søndag den 23. oktober.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Barbie i fantastiske kjoler på Sæby Bibliotek' til en bekendt