
Ny bestyrelse og nye tider i Sæby Rideklub
24. september 2011 - kl. 0:31 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter en veloverstået ekstraordinær generalforsamling i Sæby Rideklub sidder der nu helt nye kræfter på næsten alle poster. Kræfter, som brænder for at lægge et stort arbejde i klubben.
Det nye forretningsudvalg består af formand for hele klubben, Annika Vinther, hvis datter netop er vendt tilbage til klubben efter et års ophold på efterskole. Kassererposten varetages af den eneste genganger, den revisoruddannede Veronica Hansen. Ny mand på sekretærposten er Maja Laden-Andersen, ung springrytter i klubben.
Herudover har Sæby Rideklub fire øvrige udvalg, som vil komme til at arbejde tæt sammen. Formanden fra hvert udvalg indgår i klubbens bestyrelse.
Etablissement udvalget består af tre stærke mænd, hvor hænderne er sat rigtigt på. De har allerede lavet en ny hestefold, slået to ponybokse sammen til én hesteboks, som overholder de nye regler for hestehold, påbegyndt at sætte nyt køkken op i den fælles opholdsstue samt få stablet en renovering af ridehusets bund på benene.
Så der er ingen grænser for, hvad der vil ske i klubben, når først Toni Frederiksen (formand), Michael Jensen og Bent Christensen går i gang.
PR-blad-udvalget, som bla. har skrevet dette indlæg, samt flere hen af vejen, ligesom de søger sponsorer og fonde, består af Birgitte Jakobsen (formand), som med sin kyndige viden fra bankverdenen, IT-verdenen og nu som selvstændig erhvervsdrivende, bliver et stort aktiv. Hun får hjælp af Dianne Skakkebæk og Anja Kristjansen
I Stævne/sportsudvalget sidder Pia Wermelin (formand), Signe Harde Larsen og Anita Christensen. De har sat sig foran en stor og spændende opgave med at arrangere og afholde stævne på Sæby Rideklubs skønne anlæg med renoverede springmaterialer, hjulpet på vej af midler venligst sponseret af Bygma a/s, XL Byg i Lyngsaa, Haandværksbageren på Gl. Ålborgvej og SuperBest i Sæby.
Som rosinen i pølseenden er der Pony/Junior udvalget, som også er det største udvalg med hele 8 medlemmer. Formandsposten vil være delt mellem de to unge piger, Marie Louise Andersen og Maria Børresen, som begge er studerende i Aalborg. Og der er virkelig lagt op til en masse spændende arrangementer med så mange kreative hoveder i baghånden. De får hjælp af Ditte Jensen, Nanna Kirkegaard, Michelle Lassen, Maiken Krogh, Sofie Toftelund og Line Møll Christensen.
Alt i alt er det et stærkt hold, som alle har deres gang i klubben, der går klubbens fremtid i møde med højt humør og gå-på-mod.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny bestyrelse og nye tider i Sæby Rideklub' til en bekendt