Kommunen dæmmer op for socialt bedrageri
16. september 2011 - kl. 10:32 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommunes kontrolenhed har indtil nu behandlet 162 sager om socialt bedrageri alene gældende for 2011. Sociale ydelser for et samlet beløb på godt 3 mio. kr. er stoppet og i visse tilfælde er der rejst krav om tilbagebetaling.
“Det er naturligvis ikke i orden at modtage ekstra børnetilskud, hvis man reelt ikke er enlig forsøger eller modtage førtidspension, mens man arbejder samtidigt”, siger borgerservicechef Jette Overgaard. Sammen med kommunens kontrolenhed har hun netop opgjort resultaterne af indsatsen mod socialt bedrageri fra årsskiftet og til nu. Bedragerisagerne fordeler sig således:
Uretmæssig tildeling af børneydelser (ordinært børnetilskud,
ekstraordinært børnetilskud samt økonomisk friplads) 910.923 kr.
Uretmæssig tildeling af pension (førtids- eller almindelig pension) 727.044 kr.
Uretmæssig udbetalt boligstøtte og boligydelse 777.040 kr.
Uretmæssig udbetalt kontanthjælp 752.962 kr.
I alt 3.167.961 kr.
Ud af de godt 3 mio. kr. er de 1.792.728 kr. kommunale kroner, mens resten tilfalder staten.
Ca. halvdelen af sagerne er foranlediget af henvendelser fra borgerne, mens resten findes via sagsbehandlere, der får mistanke og gennem såkaldte systemudtræk både i Frederikshavn Kommune og hos Skat. Frederikshavn Kommune har et tæt samarbejde med Skat netop for at mindske snyd med sociale ydelser. I 48 tilfælde er sagerne opstået på baggrund af anonyme henvendelser.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunen dæmmer op for socialt bedrageri ' til en bekendt