
Red Barnet nåede rekord højt resultat
6. september 2011 - kl. 6:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Turist Kontor summede af liv og godt humør, da mere end 40 indsamlere mødte op til Red Barnets Landsindsamling, for at støtte den gode sag. Vejret var godt og i løbet af 2-3 timer blev der indsamlet 39.600 kr. i Sæby og omegn. Det var 3000 kr. mere end sidste år! I år blev både Hørby og Dybvad også dækket med indsamlere.
Indsamlerne havde nogle hyggelige timer i selskab med børn, venner eller familien. 4 piger på 15 år fra Sæby Skole gik sammen og dækkede på den måde to ruter i Sæby Syd og midtbyen. ”Det var smadderhyggeligt, og folk var rigtig flinke mod os,” sagde Julie og Pernille Krogh, Maja Christensen og Christina Krogh. To af pigerne vandt desuden to fribilletter til Fårup Sommerland.
Lone Egetoft fra Sæby havde datteren Marie Louise med på turen rundt med indsamlingsbøssen. De havde også nogle hyggelige timer sammen, og Lone gik desuden hjem med et gavekort til Oslofærgen fra Stena Line. Andre indsamlere var heldige at gå hjem med gavekort til Hotel Vikings wellness-afdeling, fribilletter til Sæby Svømmehal eller ”Guf-billetter” til Palads 123 i Frederikshavn.
I alt blev der på landsplan indsamlet mere end 10 millioner, hvilket er det højeste beløb, det indtil nu er indsamlet til Red Barnets Landsindsamling. Alle indsamlere får også en videohilsen fra H.K.H. Kronprins Frederik på mailen med ordene: ”Tak for hjælpen, og vi håber, at I vil komme med ud at samle ind igen næste år!”
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Red Barnet nåede rekord højt resultat' til en bekendt