Nordjylland er et godt sted at uddanne sig som læge

Nordjylland er et godt sted at uddanne sig som læge

29. august 2011 - kl. 0:22 - af

Reumatologisk Afdeling på Aalborg Sygehus ligger på førstepladsen på listen over de bedste uddannelsessteder for unge læger. To andre afdelinger på Aalborg Sygehus og en på Sygehus Thy-Mors er med på top 10-listen.

Unge læger har selv bedømt afdelingerne
Det er Dagens Medicin, der netop har offentliggjort de unge lægers (dem, der er i gang med Klinisk Basis Uddannelse) egen evaluering af uddannelsesstederne. Vurderingerne findes på siden evaluer.dk, som er et samarbejde mellem landets tre regioner for lægelig videreuddannelse.

Aalborg Sygehus har – foruden Reumatologisk Afdeling på 1. pladsen – Infektionsmedicinsk Afdeling på 6. pladsen og Hæmatologisk Afdeling på 7. pladsen. Medicinsk Afdeling, Sygehus Thy-Mors ligger på 9. pladsen. Og lige uden for top 10 er Kirurgisk Område, Sygehus Vendsyssel med som nr. 13.

– Sygehusene i Region Nordjylland har satset kraftigt på at skabe gode uddannelsessteder for lægestuderende. Satsningen med alle uddannelsespladser fyldt op koster selvfølgelig penge, og det er regionen også klar til at prioritere i fremtiden. Resultatet ser vi nu med utroligt flotte evalueringer, og gode lærepladser gavner rekrutteringen af læger i fremtiden, siger sundhedsfaglig direktør Jens Winther Jensen, Region Nordjylland.

Særligt fokus på de unge læger
Det er første år, at alle uddannelsesregioner deltager i evalueringen, og selvom tallene derfor er sparsomme og resultaterne derfor skal ses i lyset heraf, tager cheflæge Morten Noreng, Aalborg Sygehus’ markante placering på top-10-listen som en bekræftelse på, at sygehusets særlige indsats over for de unge læger er helt rigtig.

– Jeg er rigtig stolt af, at de unge læger har bedømt os så godt. Sygehusets afdelinger har nemlig stort fokus på uddannelsen, blandt andet ved at sikre, at der er en ordentlig uddannelsesplan og en dygtig vejleder, en rimelig arbejdsbyrde og at de unge læger bliver taget med på råd. Jeg håber på, at de gode bedømmelser af Aalborg Sygehus kan sikre, at vi får lettere ved at rekruttere læger, siger cheflæge Morten Noreng, Aalborg Sygehus.

Reumatologisk Afdeling fik sidste år Sundhedsstyrelsens Inspektorpris som landets bedste uddannelsesafdeling og i 2009 Yngre Reumatologers pris for bedste reumatologiske uddannelsesafdeling, ligesom Neurologisk Afdeling samme år fik prisen som bedste uddannelsesafdeling af foreningen af Yngre Neurologer. Andre afdelinger på Aalborg Sygehus har også tidligere fået lignende anerkendelser.

Tager det ikke som en sovepude
Sygehusdirektør Michael Storm Klausen, Sygehus Thy-Mors, tager også de yngre lægers bedømmelse som en bekræftelse på, at sygehusets bestræbelser på at sikre de yngre læger en optimal uddannelse, anerkendes.

– Vi er stolte og glade for den bedømmelse. Det det er unge ildsjæle, som vil faget, der bedømmer os. Og det bekræfter for os, at vi lykkes med at sikre en tæt kontakt og super supervision under uddannelsen. Derfor er vores uddannelse af de yngre læger over flere år blevet præmieret af netop de yngre læger. Men jeg kan love en ting: Vi tager det ikke som en sovepude. Vi bruger dette – som alle vores interne undersøgelser af lægernes tilfredshed – til at gøre lægeuddannelsen på Sygehus Thy-Mors endnu bedre, siger sygehusdirektøren.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjylland er et godt sted at uddanne sig som læge' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger