
Aalborg Freja gæster Sæby Stadion
27. august 2011 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag aften skulle det unge Skjold-mandskab forsøge at følge op på den flotte sejr i søndagens kamp mod Lindholm IF. Modstanderen var Danmarksserie-nedrykkerne fra Aalborg KFUM, der efter de to første kampe fortsat var uden sejr. Hjemmeholdet fra KFUM startede dog bedst, og allerede efter små 10 minutter lykkedes det for KFUM at score. Et frispark i venstresiden blev sendt mod mål, og her mis-timede Stefan Wesley Henriksen sit indgreb, og bolden kunne derfor sejle i mål til 1-0-føring til hjemmeholdet. Efter scoringen kom Skjold bedre med i kampen, og godt midtvejs i halvlegen faldt den udlignende scoring. En frisparks-kombination mellem brødrende Overlade, med Daniel i afslutterens rolle, bragte balance i kampen. Kampen bar præg af, at ingen af holdene for alvor formåede at sætte sig på spillet og kontrollere kampen, hvilket gav mange boldtab og kontrachancer. Kort før pausen kom Skjold igen på tavlen, da Tobias Overlade opsnappede en for kort tilbagelægning til KFUM-keeperen, og sikkert scorede til 2-1, hvilket også var stillingen ved pausen.
2. halvleg fortsatte i samme stil – ingen af holdene var spilstyrende, og generelt var det en rodet fodboldkamp. KFUM pressede på for en udligning, mens Skjold jagtede den scoring, der kunne lukke kampen. Selvom Skjold-drengene producerede de fleste chancer, var det alligevel KFUM der midtvejs i anden halvleg var tættest på. Et indlæg fik lov at passere igennem feltet, og ved bageste stolpe afsluttede en KFUM spiller på indersiden af stolpen, men heldigvis for Skjold dansede bolden hele vejen langs stregen og væk fra mål. I den resterende del af kampen formåede Skjold at få bedre kontrol over kampen, og i dommerens tillægstid kunne Jacob Kristensen afgøre kampen til 3-1 med sin første scoring som seniorspiller. Dermed kunne Skjold fejre sejren på en dag hvor spillet ikke fungerede, men hvor arbejdsindsatsen og indstillingen var i top.
Aalborg Freja gæster Sæby Stadion i vigtig kamp
I dag lørdag venter næste udfordring for Skjold, når endnu en Danmarksserie-nedrykker er modstanderen. Aalborg Freja har fået en blandet start med 4 point i de første 3 kampe, så det må forventes, at Freja kommer til Sæby for at få 3 point. Skjold skal forsøge at bygge videre på den gode spille- og resultatmæssige start, og med en sejr over Aalborg Freja vil der være slået et lille hul i tabellen.
Til kampen må cheftræner Karsten Thomsen se bort fra hele 3 spillere, idet både Nicolaj Eliasen og Daniel Overlade er på ferie, mens Tobias Overlade igen døjer med en skade i knæet. Følgende 14 mand er således udtaget til lørdagens kamp:
1. Stefan Wesley Henriksen
2. Martin Kjær
3. Anders Lykke
4. Casper Nedergaard
5. Jeppe Vittrup
6. Paw Værnhøj
7. Patrick Nødgaard
8. Patrick Pedersen
9. Steffen Rasmussen
10. Jens Lorenzen
11. Dennis Poulsen
12. Patrick Hoffmann
13. Jacob Kristensen
14. Kim Petersen
Dommertrioen fløjter op til kamp klokken 16.00, og forhåbentlig vil ligeså mange finde vej til Sæby Stadion denne lørdag, som det var tilfældet i søndags mod Lindholm. Vel mødt!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aalborg Freja gæster Sæby Stadion' til en bekendt