Europæisk uge med 3 kampe på 7 dage
24. august 2011 - kl. 14:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
IF Skjold Sæbys Jyllandsseriehold vandt søndag aften 3-1 over Lindholm IF – ny kamp venter allerede i dag mod Aalborg KFUM
På et propfyldt Sæby Stadion sikrede Skjolds JS-herrer sig søndag aften sæsonens første point, da det blev til en flot og fortjent sejr på 3-1 over Lindholms divisionsreserver.
På forhånd var der lagt op til en svær opgave for Skjolds JS-hold, idet Lindholm vandt deres første kamp med 2-1 over Danmarksserienedrykkerne fra Aalborg KFUM, ligesom de til søndagens kamp var i en forstærket udgave med flere divisionsspillere på holdkortet. Blandt andre var divisionsholdets normale anfører Thomas Quorning med på holdet, ligesom den tidligere Hirtshals-spiller Nikolaj Andersen også havde taget turen til Sæby sammen med det resterende Lindholm-mandskab.
Til trods for, at Lindholm stillede med et slagkraftigt mandskab, var det kampen igennem de unge Skjold-drenge der sad på spillet, og således også skabte de fleste chancer. Desværre var det alligevel Lindholm der kom foran midt i 1. halvleg. Lindholm fik tilkendt straffespark i en situation, hvor en Lindholm-angriber blev hægtet af Sæby-keeper Stefan Wesley Henriksen. Wesley reddede dog flot forsøget fra 11-meter pletten, men på det efterfølgende hjørnespark first-timede Nikolaj Andersen flot bolden i mål til en 1-0 føring til gæsterne. Efterfølgende fortsatte Skjold jagten på en kasse, og der skulle ikke gå længe, for Patrick Hoffmann og Tobias Overlade i samarbejde fik opsnappet bolden i Lindholms forsvar, hvorefter sidstnævnte sparkede bolden sikkert i kassen. Det uafgjorte resultat, 1-1, holdt frem til pause-teen.
I 2. halvleg startede Lindholm bedst, men stille og roligt arbejdede Sæby sig bedre ind i kampen igen. Med cirka 20 minutter igen faldt den forløsende scoring, da Daniel Overlade tog sagen i egen hånd. Et ryk på tværs af banen, med 3-4 Lindholm-spillere hængende efter sig, og derefter en afslutning langs jorden i det fjerneste hjørne kunne bringe Skjold foran med 2-1. Godt 10 minutter senere afgjorde Tobias Overlade kampen, da han på et direkte frispark sendte bolden i nettet til slutstillingen 3-1.
Allerede i dag, onsdag den 24/8, skal Skjolds JS-hold igen i aktion. Denne gang gælder det Aalborg KFUM’s tidligere DS-hold. KFUM har fået en knap så god start på tilværelsen i Jyllandsserien. Med nederlag i premieren mod Lindholm var der allerede meget på spil, da holdet mødte Aalborg Freja i et vaskeægte lokalopgør i 2. runde. Her trak Freja det længste strå med en sejr på 2-1, hvor det afgørende mål faldt 3 minutter inde i dommerens tillægstid – oven i købet på et straffespark. Derfor må Skjold-spillerne også forvente, at det er et sulten KFUM hold der onsdag går på banen. Det er vigtigt hurtigt at komme på tavlen i disse korte og intense halvsæsoner.
De unge Skjold-drenge skal forsøge at ride videre på den spillemæssige flotte start som holdet har fået. Hvis alle 14 mand fortsætter med den rette indstilling, vilje og spillelyst, vil der også i denne kamp være muligheder for point. Til kampen har cheftræner Karsten Thomsen givet genvalg til samtlige 14 spillere, så holdet til onsdagens kamp ser således ud:
1. Stefan Wesley Henriksen
2. Martin Kjær
3. Anders Lykke
4. Casper Nedergaard
5. Jeppe Vittrup
6. Paw Værnhøj
7. Patrick Nødgaard
8. Patrick Pedersen
9. Tobias Overlade
10. Jens Lorenzen
11. Dennis Poulsen
12. Patrick Hoffmann
13. Jacob Kristensen
14. Daniel Overlade
Kampen i KFUM fløjtes op klokken 18.30 – kom ud og støt holdet – de har fortjent det 🙂
Husk desuden, at den “europæiske uge” sluttes af lørdag, når Aalborg Freja gæster Sæby Stadion klokken 16.00.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Europæisk uge med 3 kampe på 7 dage ' til en bekendt