Forældre og børn mødte talstærkt op på atletikstadion
20. august 2011 - kl. 1:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Forældrerådet for den kommunale dagpleje i Sæby (34 dagplejere, fordelt over hele byen), har i år forsøgt sig med et nyt tiltag: “Sommer – spis – sammen”.
Arrangementet er tiltænkt, børn og forældre der bruger den kommunale dagpleje, kan komme fra klokken 15.00 og drikke kaffe og spise kage. Klokken 17.30 er der tændt op i grillen – og forældre og børn kan grille den medbragte aftensmad.
Formand for forældrerådet Louise Jæger Jeppesen fortæller: “Vi betegner initiativet som en succes – der er tilmeldt ca. 100 børn og forældre til arrangementet. Dette tal er på trods af, at vi faktisk har valgt en dato, der ligger lige efter eller måske i sommerferien for nogen. På den baggrund er vi rigtig glade og tilfredse med opbakningen, og sender en venlig tanke til dagplejerne der har lavet et stort forarbejde for at få forældrene til at tilmelde sig”.
Vi laver arrangementet af flere grunde, fortæller Louise Jæger Jeppesen. For det første er det vigtigt for os, at forældre og børn på kryds og tværs får mulighed for at hygge sig uformelt sammen. Børnene er sammen med deres dagplejer i legestue en gang om ugen, hvor de mødes med 5-6 andre dagplejere og deres børn. På den måde er det ikke uvant for børnene at se og lege med andre børn end dem de er sammen med til dagligt.
Men det handler i særdeleshed også om, at vi forældre får mulighed for at snakke sammen, og endelig er det også for at sætte fokus på den dagligdag vores 0-3 årige børn dagligt færdes i.
Videre fortæller Louise, at det er dejligt at se, at så mange dagplejere har valgt at møde op til arrangementet, selv om de bruger deres fritid på det. Det er vigtigt for os i forældrerådet at pointere, at det ikke er grundet manglende lyst og vilje, at
dagplejerne sjældent er med til vores arrangementer, men at det skyldes, at man fra kommunens side har prioriteret ikke længere at give den enkelte tid/timer til forældrearrangementer. Vi andre bruger heller ikke vores fritid til faglig orienteret/arbejdsrelaterede arrangementer i forbindelse med vores arbejde, uden at få løn eller afspadsering for det. Så vi har i forældrerådet fuld forståelse for, at dagplejerne værner om deres fritid, efter en arbejdsuge på 48 timer slutter Louise Jæger Jeppesen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forældre og børn mødte talstærkt op på atletikstadion ' til en bekendt