
Spar Nord præstere stort overskud trods aktieuro
17. august 2011 - kl. 12:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Spar Nord runder første halvår med et resultat på 191 millioner kroner og annoncerer samtidig en afhændelse af koncernens leasingselskab Finans Nord. Med afvikling af leasingaktiviteterne opnår Spar Nord en balance mellem ind- og udlån, som effektivt fjerner Spar Nords behov for at hente funding i markedet.
Spar Nord tjente i første halvår 191 millioner kroner før skat. Dermed har banken næsten firedoblet sit overskud sammenlignet med samme periode sidste år, hvor overskuddet blev på 50 millioner kroner. Drivkræfterne bag resultatet er blandt andet en pæn kundetilgang samt faldende nedskrivninger og omkostninger.
Administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby betegner halvårsresultatet som tilfredsstillende. Og han understreger, at den forestående afvikling af koncernens leasingaktiviteter både løser den fremtidige likviditetsudfordring og giver mulighed for at fortsætte væksten i Spar Nords bankforretning.
– I årets første seks måneder er det lykkedes os at skabe en positiv udvikling på de fleste af de områder, vi selv er herre over, og resultatet på 191 millioner kroner er vi også godt tilfredse med, siger Lasse Nyby.
– Beslutningen om at afvikle vores leasingaktiviteter er et udtryk for, at vi arbejder med at håndtere de udfordringer, som de seneste måneders turbulens på det danske bankmarked har givet. Finans Nord har været en glimrende forretning, men under de nuværende omstændigheder er vi ikke den rigtige ejer til at give selskabet de vækstbetingelser, som selskabet har fortjent. Med afviklingen opnår vi nemlig balance mellem ind- og udlån, og det betyder reelt, at vi fremadrettet kan styre uden om funding-udfordringen, fortsætter han.
Leasingaktiviteterne i Finans Nord tegner sig for omkring syv milliarder kroner i udlån, og det modsvarer omtrent de statsgaranterede lån, som Spar Nord skal indfri i løbet af 2012 og 2013.
1.000 nye kunder per måned
De seneste måneder har nettotilgangen af nye kunder til Spar Nord stabiliseret sig på cirka 1.000 nye kunder hver måned, og dermed er banken godt på vej til at nå målet om 10.000 nye kunder i 2011.
Ud over kundetilgangen er også et voksende bankudlån og et fald i bankens omkostninger på tre procent med til at drive halvårsresultatet op.
Endelig reducerer Spar Nord i første halvår nedskrivningerne med 39 millioner kroner, og dermed falder nedskrivningsprocenten til 0,83 p.a.
– De faldende nedskrivninger betyder, at vi nu sænker vores estimat for nedskrivningsprocenten til niveauet 0,75 – 1 for hele året, bemærker Lasse Nyby.
Spar Nord fastholder forventningerne til årets samlede basisindtjening før nedskrivninger på 850 til 1.050 millioner kroner.
Om Spar Nord
Med 250.000 kunder og cirka 1.500 medarbejdere er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 69 lokale banker fordelt over hele landet. Spar Nord ejes af mere end 110.000 aktionærer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spar Nord præstere stort overskud trods aktieuro' til en bekendt