Sommergymnastik i Østervrå anlæg
11. juli 2011 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Traditionen tro gav Springteam Nordjyllands (STN) gymnaster en lille uhøjtidelig afslutning i de anlæggets smukke rammer.
Fra morgenstunden styrtede regnen ned, men hen under aften kom solen frem. Perfekt og meget passende til STN’s lille uhøjtidelig afslutning på sommergymnastikken i anlægget i Østervrå.
Gymnasterne gav den hele armen under opvisningen, og publikum nød både det og aftensolens stråler. Et fint lille sammensat program med præsentationer af, hvad de dygtige gymnaster havde arbejdet med i både rytme- og spring. Dog kunne man ikke lige slæbe en stortrampolin ud, derfor gav vores stortrampolingymnaster opvisning i spring på trampet og måtte, fortæller STN.
Aftenens store oplevelse for både de store og små gymnaster var at springe over en bil. Et bevis på, at det er nogle seje gymnaster, vi har i STN, og de små gymnaster fulgte godt med de store gymnaster, bekræfter STN. Ikke kun publikum fik noget at klappe af, det gjorde gymnasterne også, da to trænere også tog turen over bilen.
Gymnasterne sprang – publikum klappede, og imens havde grillmestrene travlt med at vende de sydende pølser på risten over bålet. De lækre pølser og drikkevarer blev efterfølgende solgt, alt imens der blev hygget og snakket livligt. Det kneb på et tidspunkt for grillmestrene at følge med, og det gav sved på panden, men der var rigeligt til alle. Børnene legede resten af aftenen på de medbragte redskaber, og STN kan med glæde se tilbage på endnu en succesfuld afslutning.
Alle Mini A og Junior A piger og drenge har få træningsdage tilbage, inden de holder sommerferie. En velfortjent en, men alle er klar til at starte op igen uge 33 i Østervrå og uge 35 i Hørby.
Et jubilæumsår venter forud – den 20. sæson med Springteam Nordjylland.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sommergymnastik i Østervrå anlæg ' til en bekendt