10-årig slog alarm da svane var i nød
29. juni 2011 - kl. 21:10 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Fritteren” fra Agersted med børn i alderen fra 0. til 4. klasse var på udflugt på Sæby Havn for at nyde det dejlige sommervejr, og 10-årige Julie Jensen fra 3.A havde øjnene med sig, hun opdagede nemlig, at den ene af svanerne havde en fiskekrog i næbet.
Hun søgte straks hjælp i Havne Kiosken, og det var heldigvis indehaveren selv, Eric Schack, som stod i kiosken, men som også arbejder som brandmand.
Falck blev tilkaldt og ankom hurtigt til havnen, samtidig med at Erik Schack var taget hjemme for at hente vaders, så det var muligt at indfange svanen.
Imens ventede børnene spændt på at se, hvordan redningen af ”svane far” forløb.
En svane kan slå lige så hårdt som en voksen mand, så børnene blev bedt om holde en god sikkerhedsafstand til svanen, da den kom op på land. Her kunne det konstateres, at svanen ud over krogen i næbet også havde en krog siddende fast under bugen.
Dyrlægen tilså svanen, og fik klippet begge kroge over, så de kunne trækkes ud, og kl. 13.15 var svanen tilbage i vandet igen.
Så nu kan vi alle incl. svanen glæde os over, at Julie var en rigtig vågen og fornuftig pige.
3 kommentarer til “10-årig slog alarm da svane var i nød” under annoncerne.
Kanon godt gået Julie.. Og flot indsats af redningsfolkene… Dejligt at folk værner om vores natur 🙂 Bliver helt varm om hjertet….
Det var bare flot Julie – og heldigt for svanen at du var der og kunne slå alarm.
Håber at lystfiskerne tænker sig om!!
Tak begge to, nu bliver jeg 12 år i april så jeg tænker stadig tilbage på den dag