
Skattefradrag for udgifter til hushjælp
22. juni 2011 - kl. 12:46 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Revisionsaktieselskab BDO har netop udsendt følgende til hjælp for at forstå, hvordan man forholder sig til det nye skattefradrag i forbindelse med hjælp til istandsættelse og hushjælp.
Private kan nu få skattefradrag for udgifter til istandsættelse af helårsboliger og til hjælp i hjemmet. Reglerne er indført for at fremme beskæftigelsen og for at dæmpe omfanget af sort arbejde. Nedenfor beskrives de nærmere betingelser for fradrag, men kun for den del der angår udgifter til hushjælp.
Hvem kan få fradrag?
Alle, der afholder udgifter til hushjælp, kan få fradrag.
Hvad kan fratrækkes?
Det er kun udgifter til arbejdsløn (inklusive moms), som kan fratrækkes. Hvis der også betales
for materialer, skal regningen indeholde en specifikation af den samlede betaling.
Hvor meget kan fratrækkes?
Der kan fratrækkes op til 15.000 kr. pr. år pr. person. Ægtepar kan altså fratrække 30.000 kr. pr. år.
Maksimumbeløbet dækker ikke kun udgifter til hushjælp, men også eventuelle fradragsberettigede udgifter til istandsættelse af helårsboligen.
Hvornår kan fradraget foretages?
Fradraget kan foretages i det år, hvori udgifterne betales.
Hvis de samlede udgifter overstiger det maksimale fradrag, kan det derfor være en fordel, at fordele betalingen af disse over flere år, hvis dette er muligt. Alternativt må arbejdet fordeles over en længere periode.
Muligheden for fradrag gælder i første omgang kun for arbejde, der udføres og betales i perioden fra og med den 1. juni 2011 til og med den 31. december 2013.
Hvor meget spares der i skat?
Fradraget gives på selvangivelsen som et ligningsmæssigt fradrag og har derfor en skatteværdi på ca. 33 %. Et ægtepar, der tilsammen fratrækker det maksimale beløb, opnår således en skattebesparelse på ca. 10.000 kr. Populært sagt så betaler skatten altså 1/3 af regningen (arbejdslønnen).
Hvilke typer hushjælp?
Der kan opnås fradrag for udgifter til alle typer af hushjælp, herunder til:
Rengøring
Almindelig rengøring, herunder af toilet og bad
Vask og aftørring
Støvsugning, gulvvask og boning
Opvask
Strygning
Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.v.
Vinduespudsning
Både indvendig og udvendig vinduespudsning
Børnepasning i hjemmet
Løn til babysitter
Udgifter til at hente og bringe børn i/fra daginstitution, skole, fritidsklub m.v.
Almindeligt havearbejde
Græsslåning
Hækkeklipning
Lugning
Beskæring af buske og træer
Snerydning
Som nævnt ovenfor er det kun udgifter til arbejdsløn, der kan fratrækkes, herunder løn til en havemand, til en rengøringsdame eller til en ung pige i huset / au pair.
Hvilke krav gælder der til leverandøren af serviceydelsen?
Hvis hushjælpen leveres af en virksomhed, skal denne være momsregistreret.
Hvis hjælpen leves af en privatperson skal denne være fyldt 18 år og fuldt skattepligtig til Danmark.
Krav til dokumentationen
Ved hjælp fra en virksomhed, skal denne udstede en sædvanlig faktura med angivelse af virksomhedens CVR-nummer, med fakturanummer og med specifikation af den del af prisen, der angår arbejdsløn.
Ved hjælp fra en privatperson, skal denne oplyse CPR-nummer og kontonummer, hvortil betalingen for arbejdet kan overføres.
Indberetning til SKAT
Fradraget er betinget af, at den skattepligtige selv indberetter de fradragsberettigede udgifter til SKAT. Dette skal ske via www.skat.dk, men rent teknisk bliver det først muligt fra slutningen af 2011.
Indberetningen fører ikke i sig selv til udbetaling af skattebesparelsen. Rent praktisk kommer pengene først til udbetaling (direkte eller indirekte), når årsopgørelsen for fradragsåret udsendes. Det er dog muligt at ændre forskudsopgørelsen for det år, hvori betalingen sker. I så fald vil skattebesparelsen kunne mærkes umiddelbart via et højere fradrag og/ eller en lavere trækprocent.
Det er hensigten, at der i SKAT´s TastSelv-system skal etableres et særligt betalingssystem, hvor de nødvendige oplysninger indtastes og betalingen sker.
Undtagelser
Der kan ikke foretages fradrag for udgifter til arbejde, som der er ydet tilskud til efter andre offentlige støtteordninger, herunder efter regler om hjemmeservice.
En kommentar til “Skattefradrag for udgifter til hushjælp” under annoncerne.
Tjek evt. http://www.haandvaerkerfradrag.dk – her kan du få meget mere info, samt spørgsmål og svar omkring det nye boligfradrag/håndværkerfradrag…