Afganistan-soldater på øvelse i grusgrav ved Sæby
21. juni 2011 - kl. 0:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Om fem dage er Nordjylland og Oksbøl atter erobret tilbage fra “talibanerne”, men indtil da vil der kunne opleves lavtflyvende helikoptere, transportfly og jagerfly i Oksbøl, Himmerland og Vendsyssel, skriver presseofficer Louise Juel Broch fra flyvertaktisk Kommando, på forsvarets hjemmeside.
På Østkystvejen, nærmere i NNC’s grusgrav er der derfor i disse dage heftig aktivitet. Både hæren og flyvevåbnet er stærkt repræsenteret i øvelsen AGOEX (Air Ground Operations Exercise), som netop er gået ind i sin sidste uge.
Der vil foregå flyvninger og skyderi i dagtimerne fremtil fredag, hvor øvelsen slutter. Det er specialstyrkerne samt Hærens Tactical Air Party Battery, der træner i blandt andet Close Air Support.
AGOEX er en øvelse, hvor Hæren og Flyvevåbnet skal samarbejde.
Blandt deltagerne er det hold soldater, som skal til Helmand i august (ISAF 12). Det er derfor vigtigt, at træningen foregår under så livagtige forhold som muligt, så soldaterne kan blive godt forberedt til deres kommende udsendelse.
Øvelsen skal også certificere Flyvevåbnets mobile radarenhed (Mobile Air Control Centre) til at kunne deltage i internationale missioner.
Tidligere på året besluttede Folketinget, at den mobile radarenhed skal udsendes til Afghanistan i 2012, oplyser presseofficer Louise Juel Broch fra flyvertaktisk Kommando.
Fokus vil være på at yde luftstøtte til soldaterne på jorden, indsættelse af soldater, transport og aflevering af gods, evakuering af sårede, luftrumskontrol samt samspil med NATOs kommandostruktur.
Det betyder, at meget af flyvningen foregår over land, og dermed er støjgener desværre uundgåelige.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Afganistan-soldater på øvelse i grusgrav ved Sæby ' til en bekendt