Genoptræning af hjertepatienter i eget hjem
11. juni 2011 - kl. 0:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Aalborg Univesitet går nu sammen med Sygehus Vendsyssel og en række virksomheder om at afprøve nye metoder, der skal styrke genoptræningen af hjertepatienter i eget hjem. Alt for få patienter bliver nemlig rehabiliteret.
Hvert år bliver omkring 86.000 danskere indlagt på landets sygehuse med hjerte-karlidelser. Det kan være alt fra hjertekrampe til blodprop i hjertet eller hjertesvigt. Mange af disse ender som svingdørspatienter, der bliver indlagt igen og igen og kan risikere at blive endnu mere hjertesyge. Samtidig er det ganske få af patienterne, der får fuld genoptræning efter behandling. Det er kun 3 procent.
Et nyt forskningsprojekt, Teledi@log, skal finde frem til nye, effektive metoder og organiseringer mellem sygehus og kommuner for at genoptræne patienterne efter de er kommet hjem fra sygehuset.
Projektet er nytænkende og sprænger rammer i forhold til eksisterende nationale og internationale forskningsprojekter på området.
Hjertepatienter er eksperter
Projektet, som Aalborg Universitet gennemfører sammen med Sygehus Vendsyssel og en lang række private virksomheder, løber over de næste 2,5 år. Og det er ikke bare forskere og læger, der skal undersøge, hvordan man kan lave effektiv genoptræning og undervisning af patienter i eget hjem.
– Vi kan have mange gode ideer. Men hvis patienterne synes, det er for besværligt – eller hvis de ikke synes, det virker for dem – er alle vores fine ideer intet værd. Derfor er det vigtigt, at vi i det her projekt inddrager en gruppe hjertepatienter og trækker på deres viden om egen sygdom og deres erfaring, forklarer forsker Birthe Dinesen, der er lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
Helt på brugernes præmisser og med ny teknologi
– Vores mål er at bruge teknologien til at gøre det nemt for patienten at genoptræne hjemme og i fritiden. At støtte patienten i at træffe beslutninger. At gøre det trygt for patienten at tage hjem fra sygehuset – fordi man også kan få overvåget sit hjerte, selvom man er hjemme eller i supermarkedet, og fordi man stadig er i kontakt med sygeplejersker og læger via nettet. Og i sidste ende; at gøre det muligt for patienten at leve et så normalt liv som muligt, påpeger Birthe Dinesen.
Sygehus Vendsyssel stiller op med lægefaglig viden og relevante patienter til forskningsprojektet. Hjertelæge Lars Fog fra Sygehus Vendsyssel siger om projektet:
– Det er et banebrydende forskningsprojekt og meget positivt, at patienterne er inddraget i så stor grad, som de er. Det afgørende for mig er at skabe brugbare tilbud, så langt flere patienter bliver rehabiliteret end tilfældet er i dag. Vi kan blandt andet konstatere, at transportbesvær kan være en af årsagerne til, at patienter ikke møder op til rehabilitering på sygehuset, siger Lars Fog.
Projektet løber til udgangen af 2013, og også udenlandske samarbejdsparter er med i projektet, der følges med stor interesse fra blandt andet USA.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Genoptræning af hjertepatienter i eget hjem' til en bekendt