Stigende optimisme i nordjysk erhvervsliv

Stigende optimisme i nordjysk erhvervsliv

24. maj 2011 - kl. 11:22 - af

Optimismen er støt stigende blandt de nordjyske virksomheder, der forventer pæn fremgang i produktion, ordrer, resultat og eksport i 2. kvartal 2011. Det giver håb om en endnu mere positiv afsmitning på beskæftigelsen.

Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet har i samarbejde med Vækstforum Nordjylland og Spar Nord Fonden offentliggjort en ny analyse fra Nordjysk Konjunkturbarometer. Analysen tager temperaturen på det nordjyske erhvervsliv ud fra virksomhedernes meldinger om den faktiske udvikling i 1. kvartal 2011 og deres forventninger til 2. kvartal 2011.

Øget ordreindgang og produktion tegner godt for beskæftigelsen
Forrige måling viste en spirende optimisme i nordjysk erhvervsliv. Optimismen er i 2. kvartal trådt endnu tydeligere igennem. Dette gælder særligt i forhold til produktion, ordreindgang og resultat. Branchemæssigt er optimismen størst i virksomheder inden for industri og bygge og anlæg.

Hvad angår udviklingen i beskæftigelsen kan der også noteres optimisme blandt de nordjyske virksomheder. Der er dog traditionelt en positiv sæsoneffekt i 2. kvartal, der skal tages med i vurderingen, ligesom forventningerne til beskæftigelsen ikke helt er på niveau med de andre faktorer. Beskæftigelsesudviklingen følger således ikke helt med de andre indikatorer på vækst endnu.

Den faktiske udvikling i produktionen fra 4. kvartal 2010 til 1. kvartal 2011 gav sig ikke udslag i en væsentlig større beskæftigelse, idet den faktiske udvikling i beskæftigelsen var beskeden, hvilket var helt i overensstemmelse med virksomhedernes forventninger. Det gælder i øvrigt generelt for Konjunkturbarometeret, at tallene for virksomhedernes forventninger udtrykt i forrige måling efterfølgende viste sig at stemme godt overens med den faktiske udvikling, som konstateret i denne måling.

Figur: Virksomhedernes forventninger til udvikling i 2. kvartal 2011 sammenlignet med 1. kvartal 2011. Kilde: Nordjysk Konjunkturbarometer. Klik her for at se figuren i fuld størrelse.
Virksomhederne er blevet bedt om at vurdere, hvorvidt den pågældende økonomiske størrelse vil være større, uændret eller mindre i den betragtede periode sammenlignet med den tidligere periode.

Kommentar fra Vækstforum Nordjylland:
– Den stigende optimisme understreger, at der for alvor er ved at komme gang i hjulene i de nordjyske virksomheder. Men det er vigtigt, at vi stadig har fokus på at understøtte de vækstudfordringer som virksomhederne står over for i dag på de udenlandske markeder. Derfor har Vækstforum med globaliseringsprogrammet GLOBAL sat særligt fokus på virksomhedernes behov for international tilstedeværelse for dermed at åbne døren for den stigende efterspørgsel på det globale marked. Når dette bliver omsat til et endnu højere aktivitetsniveau i virksomhederne vil det kunne påvirke beskæftigelsen yderligere i den rigtige retning, udtaler Ulla Astman, der er formand for Vækstforum Nordjylland og regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Kommentar fra Institut for Økonomi og Ledelse, AAU:
– Det er glædeligt at optimismen i nordjysk erhvervsliv nu slår klart igennem. De omstruktureringer og tilpasninger der har været en konsekvens af de seneste års lavkonjunktur ser ud til at være tilendebragt. Samtidig tegner den positive udvikling i produktionen for 1. kvartal nu et lysere perspektiv for beskæftigelsen. Det var ventet, at ledigheden ville toppe i 2011, og det ser konjunkturbarometerets tal også ud til at bekræfte vil blive tilfældet i Nordjylland, siger Jørgen Stamhus, der er arbejdsmarkedsforsker ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

Vækstforum Nordjylland har siden 2007 investeret i alt 1,02 mia. kr. i udvikling af det nordjyske erhvervsliv for at skabe øget vækst og flere arbejdspladser. Midlerne stammer dels fra Region Nordjyllands regionale udviklingsmidler og dels fra EU’s Strukturfonde.

Den seneste udgave af konjunkturbarometret findes under menupunktet ”Links og filer” øverst til højre på Vækstforum Nordjyllands hjemmeside. Barometret dækker den faktiske udvikling i 1. kvartal 2011 sammenlignet med den faktiske udvikling i 4. kvartal 2010 og den forventede udvikling i 2. kvartal 2011 sammenlignet med den faktiske udvikling i 1. kvartal 2011. Se seneste udgave af Nordjysk Konjunkturbarometer.

Yderligere informationer

Nordjysk Konjunkturbarometer
Nordjysk Konjunkturbarometer udarbejdes af Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet. Barometret bygger på svar fra 1000 repræsentativt udvalgte nordjyske virksomhedsledelser vedrørende deres forventninger til udviklingen i en række økonomiske variable i det kommende kvartal – sammenholdt med den faktiske udvikling i det foregående kvartal. Læs mere om Nordjysk Konjunkturbarometer på hjemmesiden: www.business.aau.dk/njk

Vækstforum Nordjylland
Vækstforum Nordjylland er et samlet forum for regional erhvervsudvikling. Her mødes erhvervsliv, viden- og uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og offentlige myndigheder i et stærkt partnerskab for at styrke erhvervsudviklingen i Nordjylland. Læs mere om Vækstforum Nordjylland på hjemmesiden: www.vaekstforum.rn.dk

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stigende optimisme i nordjysk erhvervsliv ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER