Sæby Havn ønsker bedre plads til gæsterne
17. maj 2011 - kl. 14:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
På Teknisk Udvalgs møde i aften, er et forslag til etablering af gæstepladser på Sæby Havn på dagsordenen.
Sæby Havn foreslår at eksisterende havneareal nyindrettes således at der ved udnyttelse af del af yderhavnen og ved etablering af pælepladser i inderhavnen opnås en kapacitetsforøgelse på ca. 40 gæstepladser. Kundegrundlaget vurderes at være tilstede og havnen kan med fordel udnyttes på en bedre måde og samtidig finansiere de nødvendige investeringer.
Der har længe været efterspørgsel på flere pladser i Sæby Havn. Kommunen arbejder således samtidig med et havneudvidelsesprojekt, hvor der i år forventes igangsat lokalplanlægning for arealerne omkring det gamle værftsområde – nærmere defineret af Plan- og Miljøudvalget. Senere forventes igangsat planlægning for ”Havneøen” – et boligprojekt, der samtidig indeholder en egentlig lystbådehavn.
Etableringen af nye gæstepladser i Sæby vil supplere denne udvikling og kan være med til at fastholde de sejlere der står på venteliste til en fast plads i Sæby Havn. De sejlere der ønsker en fast plads tilbydes en midlertidig plads i gæstehavnen indtil der kan anvises fast plads i den nye lystbådehavn der etableres i projekt ”Havneøen”.
Kommunen kan optage lån til anlægsinvesteringer i havne uden at det påvirker servicerammen.
Den samlede anlægsinvestering forventes overslagsmæssigt at blive kr. 5,5 – 6,0 mio.
Investering i de nye gæstepladser forventes at give en merindtægt på ca. 470.000,- årligt til finansiering af lånoptagelsen.
Indstilling
Direktør med ansvar for Ejendomscenteret indstiller, at
anbefale etablering af ca. 40 gæstepladser i Sæby Havn og at udvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler at der optages lån på kr. 6,0 mio. til anlægsfinansiering af projektet.
Låneoptagelsen finansieres af Sæby Havns driftsbudget.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Havn ønsker bedre plads til gæsterne' til en bekendt