
Læs denne uges Finansbarometer lige her
3. maj 2011 - kl. 11:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Gode nyheder for beskæftigelsen
Danmark
Industrien og servicesektoren er efterhånden godt på vej ud af krisen. Det er den vej industriens og serviceerhvervenes forventninger til fremtiden peger. I april måned steg det sammensatte konjunkturbarometer i både industrien og serviceerhvervene til niveauer ikke set siden før krisen ramte. Det er imidlertid udviklingen i underindikatoren for forventningerne til fremtidig beskæftigelse der er værd at hæfte sig ved. Serviceerhvervene står for den største del af beskæftigelsen, så udviklingen på arbejdsmarkedet bestemmes derfor især af denne sektors forventninger. I april måned steg serviceerhvervenes forventninger til beskæftigelsen til det klart højeste niveau siden før krisen. Dette understøtter, at arbejdsmarkedet er vendt og på vej ud af krisen. Det er vores forventning at vi i løbet af i år vil se en svagt stigende beskæftigelse og tilsvarende en faldende ledighed.
Til gengæld har forbrugerne ikke for alvor sluppet krisen endnu. Før påske fik vi tal for forbrugertilliden i april. Tallene viste, at forbrugertilliden fortsat ligger på et lavt niveau – og også et for lavt niveau. Det er dog værd at lægge mærke til, at de dele af forbrugertilliden, der handler om fremtiden, er i bedring. Både når det gælder forbrugernes egen og landets situation er der en klar overvægt, der mener, at det vil gå bedre om et år. Især den sidste del er steget kraftigt. Der er nu pludselig også en markant overvægt, der forventer, at arbejdsløsheden vil være lavere om et år. Formentlig afspejler det, at vi nu har fået de første tal, der faktisk viser et fald i arbejdsløsheden. Alt i alt er tallene dog stadig for lave til, at det passer med nogen større stigning i forbruget i år. Men man må regne med, at både forbrugertilliden og selve forbruget vil komme højere op i årets løb i takt med, at opsvinget bider sig mere fast.
Renter
Der har været kraftige kursstigninger på rentemarkederne i de seneste uger, fordi S&P nedjusterede sine udsigter for USA’s økonomi fra stabil til negativ og på grund af de verserende forhandlinger om en græsk gældsomstrukturering, og jordskredssejren til det euroskeptiske parti De Sande Finner ved det finske parlamentsvalg den 17. april forstærkede kun bekymringerne. Den græske 2-årige statsobligationsrente steg som følge heraf til over 25 %.
Vi tror, at der er større muligheder for stigninger i de europæiske renter sammenlignet med amerikanske i de kommende uger, og dette kan komme til udtryk forud for mødet i den Europæiske centralbank (ECB) på torsdag. I denne forbindelse vil den uventede stigning i inflationen for euroområdet til 2,8 % i april blive bemærket – selv om det skyldes højere energipriserne og burde dæmpe den private efterspørgsel og således lette det underliggende inflationspres. ECB balancerer på en knivsæg, idet på den ene side gældskrisen er overhængende, og på den anden side de ledende indikatorer fortsat signalerer solid vækst og råvarepriserne presser inflationen op. Alt i alt regner vi med mulighed for yderligere renteforhøjelser fra ECB frem til 1. kvartal 2012. Det væsentligste spørgsmål ved mødet er, hvor hurtigt ECB vil forhøje renten. Vi anser en 3-måneders cyklus for at være mest sandsynlig.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt