
En pæn facade eller en grimasse der kan passe
28. april 2011 - kl. 6:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Arndt Hüttel, Sæby har sendt dette debatindlæg til SaebyAvis.dk
Det er ikke unormalt, at det er svært at holde facaden i en Handelstandsforening – og her tænker jeg på den menneskelige facade.
Vi har ikke haft mange krige i vores lille land, men i byerne er der næsten én hvert år i Handelsforeningen, men det er også sundt at få luft. Sådan er det også derhjemme – der må konen og manden forstå at modtage kritik fra hinanden – og få renset ud.
Når det bliver forår, så bugner næsten alle forretning med blomster, det er vel kun tøjmanden, slagteren og bageren, der ikke sælger blomster. Og snart står have-sommerhusejere og krukkeelskere på nakken af hinanden for at købe til oppyntning til glæde for familien og naboen.
Sådan skulle det vel også være i Handelstandens butikker. Man skulle lave en kikke-facadedag, hvor man i samlet trop så på forretninger, og i en god og munter tone fik facaderne pyntet op, fliser og mure renset, grimme vinduer malet, gamle reklamer fjernet, og hvor man fandt på nye idéer til at give torvet en rigtig overhaling med blomster og kunst – til glæde for alle, der færdes i byen.
Og må man lytte til de kloge ord fra Claus Brusen og se på, hvor mange butikker man kunne have i centrum af Sæby. Og når man så havde fundet ud af det, så kunne man lave de tomme bygninger, der ikke er brug for, om til lejligheder – altså der, hvor det var muligt.
Vi kommer meget i Vilnius, hvor vores søn og svigerdatter bor. Hér stiller man krav til de forretningsdrivende, der vil have butik på de to gamle hovedstrøg. De har fået et billigt, rentefrit lån over en periode, men så skulle de også restaurere facaderne efter byrådets anvisning. Og gjorde de ikke det, var der simpelthen ikke plads til dem.
Eller på pænt dansk mener jeg: Når man er så heldig at være forretningsdrivende på byens hovedgader, så har man en forpligtigelse til, at der er orden, renhed og pæne facader.
Mon ikke de voksne forretningsdrivende, som holder til i Sæbys midtby, selv ved, hvad deres facader trænger til. Og hvis de ikke de er klar over det, så må de finde sig i kritik.
Når vi selv er turister i en by, er der ting, vi altid husker fra besøget: Venlighed, renlighed og smukke, velholdte huse og gader.
Jeg håber, at medlemmerne i Handelstandsforeningen får en god generalforsamling, og at ansigterne bliver fyldt med smil, stolthed og glæde, når man sammen har fået kvikket facaderne op til glæde og gavn for turisterne, borgerne og de handlende selv.
Med ønsket og et godt forårssalg, sender den gamle mand fra havet, en varm hilsen til alle.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En pæn facade eller en grimasse der kan passe' til en bekendt