Læs denne uges Finansbarometer lige her

Læs denne uges Finansbarometer lige her

19. april 2011 - kl. 11:50 - af

SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.

Renten stiger

Danmark

I sidste uge offentliggjorde regeringen sin længe ventede 2020-plan. Målet med planen er at sikre balance i dansk økonomi i 2020. Grundelementerne i 2020-planen er på ingen måde overraskende. 2020-planen består i sin grundstruktur af fire allerede velkendte elementer, nemlig genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen plus en reform af SU’en og førtidspensionen. Samlet set lukker de fire grundelementer sammen med en besparelse på forsvarets område på 2 mia. kroner det hul, der er udsigt til på de offentlige finanser. Samtidig er der også plads til at lade det offentlige forbrug vokse 0,8% om året efter 2013 – samt at lade de offentlige investeringer ligge på et ganske højt niveau gennem de kommende små ti år. Efter vores vurdering er planen et skridt i den rigtige retning. Der er behov for at kigge på efterlønnen, og en fuldstændig afskaffelse af efterlønnen over de kommende år giver god mening. Det er samtidig vigtigt, at man ikke glemmer tiden efter 2020. Hvis de politiske forhandlinger ender med, at man eksempelvis alene fremrykker den højere pensionsalder og efterlønsalder, så udestår der fortsat udfordringer for den økonomiske politik efter 2020.

Sidste uge bød også på offentliggørelsen af tal for inflation i marts. Tallene var en anelse bedre, end vi havde forventet. Inflationen i marts var uændret i forhold til februar på 2,7 % årligt. Tallene ændrer ikke ved vores overordnede forventning for inflationen i år. Vi venter fortsat, at inflationen i år gennemsnitligt vil være 2,9 % årligt. Derudover fik vi i sidste uge tal for udenrigshandlen og betalingsbalancen i februar. Udenrigshandelstallene viste skuffende, at eksporten faldt tilbage fra januar til februar. Samlet faldt eksporten med 1 % fra januar til februar. Der er dog stort overskud på handelsbalancen, hvilket er med til at sikre et flot overskud på betalingsbalancen. Overskuddet er fortsat rekord stort på mere end 100 mia. kr.

Renter

Efter den afsluttende kommentar på ECB’s møde sidste torsdag forventes det, at der vil være endnu en renteforhøjelse i juli samt yderligere hver tredje måned året ud. Vi mener, at denne udmelding om fortsat stigende renter snarere skyldes de stærkt stigende råvarepriser end større økonomisk momentum i eurozonen. Prisen på olie og de fleste andre råvarer er steget kraftigt i de seneste måneder, hvorimod den økonomiske aktivitet – om end robust i 1. kvartal – peger mod en vis afmatning.

Da vi forventer, at denne gradvise afmatning viser sig i nøgletallene i de kommende uger – Flash PMI for eurozonen og tysk Ifo offentliggøres i påsken – kan det blive svært, at indprise renteforhøjelser fra ECB mere aggressivt på de aktuelle niveauer. Især da det ser ud til, at råvarernes momentum er aftagende.

På den baggrund ser vi mindre kortsigtet potentiale for højere pengemarkedsrenter. Vi mener dog, at der er en fair chance for, at normaliseringen af likviditetssituationen tager til i 2. halvår 2011, hvilket kan sende renten op, da normaliseringen ikke er indpriset før i begyndelsen af 2012.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger