Kørelæreruddannelse nu også i Sæby
14. april 2011 - kl. 9:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hos Grøn`s Transport Uddannelser kan du nu tage kørelæreruddannelse til kategori B (almindelig bil) og til kategori C-D og E (lastbil, stor personbil og stort påhængskøretøj), og du skal være 21 år for at kunne uddanne dig til kørelærer.
Der er informationsmøde lørdag den 16. april kl. 10. Tilmelding er nødvendig, men det er gratis at deltage.
Som ansøger skal du jævnligt have kørt hhv. personbil eller motorcykel i de seneste tre år. Kravet om tre års kørsel på motorcykel gælder, hvis du ønsker at aflægge kørelærerprøven til motorcykel, uanset om du i forvejen er godkendt som kørelærer til bil.
Hvis du er dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde en nærliggende fare for misbrug af stillingen som kørelærer, kan du ikke få en kørelærergodkendelse.
For at blive kørelærer skal du opfylde bestemmelserne i færdselslovens § 66, stk. 1, om alder, praktisk kørselserfaring, uddannelse og prøve samt om straf, og du gennemgå en kørelæreruddannelse. Uddannelsen skal følge en fastsat undervisningsplan, og ren godkendt kørelærer skal foretage selve undervisningen.
Det betyder, at underviseren skal være særlig godkendt til den kategori, som du ønsker kørelærergodkendelse til, og han skal ligeledes have gennemgået et af Rigspolitiet godkendte kurser.
I undervisningsforløbet skal du opnå følgende:
Indgående viden om den undervisningsplan for køreuddannelsen, som der ønskes kørelærergodkendelse til.
Fornøden viden om pædagogiske principper og færdighed i undervisning af elever i en køreskole.
Viden om færdselslovgivning, køretøjsteknik, køreteknik og risikolære ud over indholdet af undervisningsplanen for den valgte kategori.
Skriftlig forprøve
Forprøven består af en almindelig teoriprøve og en skriftlig prøve med 45 spørgsmål i systematik og indhold i undervisningsplanen for køreuddannelsen. Når forprøven er bestået, kan du indstille dig til den afsluttende prøve. Teoriprøven kan du aflægge én gang pr. prøvetermin i en tremåneders periode forud for den skriftlige prøve. Teoriprøven skal du tage enten hos politiet eller Statens Bilinspektion – alt efter hvilken kørelærerkategori, du ønsker at uddanne dig i. Der er normalt tre forsøg til at bestå forprøven.
Afsluttende praktisk prøve
Ved den afsluttende prøve bliver du bedømt i, om du har de fornødne teoretiske og praktiske forudsætninger for at kunne undervise køreelever. Den mundtlige prøve består af en prøve i kundskaber og egen kørefærdighed samt en prøve i undervisning af elever i teori og praksis. Der er normalt tre forsøg til at bestå den afsluttende prøve.
Uddannelsesforløbet strækker sig over et år, og prisen for uddannelsen er 60.000 kr.
Hold opstart, hvor man regner med 8-10 personer, begynder den 2. maj, og næste hold forventes at starte til august.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kørelæreruddannelse nu også i Sæby ' til en bekendt