Dommerklubben blev klædt på af Sparekassen Vendsyssel
7. april 2011 - kl. 9:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nordvendsyssel Håndbolddommerklub havde onsdag aften kaldt til samling og socialt samvær hos Brunø i Dybvad. Der var dækket op med øl, vand og lækkert smørrebrød, mon der var noget at fejre?
– JA det må man sige der var, håndbolddommerne som dækker et område fra Skagen i Nord til Flauenskjold i syd og Hjørring i vest, havde indgået en 4-årig sponsoraftale med Sparekassen Vendsyssel om tøj til alle dommerne i klubben. Formand for dommerne Danny Nielsen var da også ganske godt tilfreds med aftalen, som gør, at alle klubbens medlemmer fremover kan være ens klædt, takket være Sparekassen Vendsyssel og Brunø i Dybvad.
Sparekassen var da også flot repræsenteret til dagens samling, med afdelingsdirektørerne fra afdelingerne i både Frederikshavn og Sæby, samt afdelingschef Jan Skov fra Vrå.
De enkelte dommere, som der for øvrigt er ca. 80 af i klubben – heraf 10% kvinder, får omkring 1. juli et komplet sæt tøj med 2 trøjer, et par bukser, en træningsdragt og en jakke, til brug i den forestående sæson. Alt dette skulle prøves, hvilket var et af formålene med dagens stævnemøde hos Brunø i Dybvad, så alle er flot klædt på, når der igen fløjtes op i de mange nordjyske haller, til endnu en spændende sæson.
Og som noget nyt er det logo alle dommere bærer på venstre lomme nu også trykt på, hvorimod det tidligere var i løs vægt, hvilket betød, at mange havde et behov for at bestikke kvindelige medlemmer af familien, med henblik på at få logoet syet på, som det efter reglerne skal.
Dommerkursus efter sommerferien
Også i Nordvendsyssel Håndbolddommerklub er der mangel på dommere – specielt de unge – som har både alderen og mulighederne for at avancere, er der mangel på. Så skulle der sidde nogen med en lille fløjte i maven, så forlyder det at et aspirant kursus er på tegnebrættet efter sommerferien.
Problemet er som regel ikke at finde nye dommere, men derimod at holde på dem efter kortet er erhvervet, men det er noget vi har meget fokus på, netop at hjælpe de nye godt fra start, så vi også har gavn af dem i mange år frem, slutter Danny Nielsen.
Spørgsmål i den forbindelse kan rettes til formanden på telefon 2863 4121, der gladelig oplyser om de mange spændende opgaver og udfordringer dommergerningen indebærer.
SaebyAvis.dk ønsker de mange nydeligt klædte dommere tillykke og held med sæsonen, der dog ligger noget ud i fremtiden.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dommerklubben blev klædt på af Sparekassen Vendsyssel ' til en bekendt