Stærk strategi og gode idéer skal skabe væksten

Stærk strategi og gode idéer skal skabe væksten

6. april 2011 - kl. 11:12 - af

Det nordjyske Vækstforum ser gerne flere kvalificerede projekter, der kan styrke erhvervsudviklingen i Nordjylland.

Når ét udviklingsprojekt ikke er stærkt nok til at få tilskud, mens andre projekter godkendes og sættes i gang, så vil det ind i mellem rejse en diskussion af, hvordan Nordjylland bedst muligt får omsat visioner til handling, der kan skabe aktivitet og vækst i erhvervslivet.

Det er en naturlig del af Vækstforum Nordjyllands arbejde med den regionale erhvervsudviklingsstrategi, der blev vedtaget i 2010. Ikke mindst erhvervslivet i regionens yderområder får opmærksomhed med et mål om, at en væsentlig del af investeringerne skal styrke udviklingen netop der. Det forklarer regionsrådsformand Ulla Astman, der er formand for Vækstforum:

– Vi drøfter løbende udfordringen, for det har været et stort ønske at nå vores målsætning om, at 63 % af Vækstforums midler skal tilgodese erhvervslivet i yderområderne. Vi ligger desværre lidt under nemlig på 57 %, fordi det trods en ihærdig indsats ikke har været muligt at få igangsat nok kvalificerede projekter, fortæller Ulla Astman.

En af forklaringerne er, at det i yderområderne har vist sig vanskeligt at finde tilstrækkeligt med større organisationer og virksomheder, der vil investere de nødvendige ressourcer i at etablere samarbejde og igangsætte et stort udviklingsprojekt. Det til trods for, at de kan se frem til en medfinansiering fra Vækstforum på halvdelen af budgettet.

Stor interesse for udviklingsmuligheder
I erkendelse af problemstillingen har Vækstforum i stedet tidligt investeret en væsentlig del af sine midler i store rammeprogrammer og partnerskaber med større regionale aktører som bl.a. Væksthus Nordjylland, Visit Nordjylland, Aalborg Universitetet og de nordjyske erhvervsskoler. På den måde tager disse store aktører initiativet med at afklare de regionale behov og udviklingsmuligheder, ligesom de står for det tungere administrative arbejde, som det kræver særlige kompetencer at håndtere.

Samtidig får de enkelte virksomheder nem adgang til at deltage i konkrete projektforløb og aktiviteter, der er målrettet netop deres udviklingsbehov. De mange muligheder bliver ofte samlet og udbudt i samarbejde med de kommunale erhvervskontorer, hvor medarbejderne har tæt kontakt til virksomhederne. Herved får Nordjylland som helhed mest mulig udvikling for de investerede midler, og den store interesse fra erhvervslivet har indtil nu bekræftet, at det er en både pragmatisk og effektiv fremgangsmåde.

Blandt de mange projekter er Flere Virksomheder i Vækst, hvor virksomheder fra hele regionen siden 2009 har deltaget i mere end 500 udviklingsforløb hos Væksthus Nordjylland. Og gennem projekter hos Visit Nordjylland er der de seneste tre år bl.a. blevet sikret kompetenceudvikling af næsten 3000 medarbejdere fra alle dele af det nordjyske turismeerhverv.

Der er plads til flere gode projekter
Også i Vækstforum er der stor tilfredshed med den nuværende model, fordi den både giver plads til store satsninger og til at opfylde konkrete udviklingsbehov inden for særlige fokusområder. Og Vækstforums formand ser gerne flere kvalificerede ansøgninger til projekter, der kan være med til at styrke erhvervsudviklingen yderligere.

– Vi arbejder ud fra et princip om, at det skal være muligt for alle med et konkret udviklingsbehov at blive en del af en samlet satsning for at styrke det nordjyske erhvervsliv. Og hvis der i skufferne rundt omkring i Nordjylland ligger flere gode projektansøgninger, så vil vi meget gerne se på dem, slutter Ulla Astman opfordrende.

Vækstforum modtager nye projektansøgninger indtil den 27. juni. Der efter beslutter Vækstforums medlemmer på et møde i september, hvilke nye nordjyske udviklingsprojekter, der skal investeres i.

Yderligere informationer

Regional Erhvervsudviklingsstrategi 2010-2014

Vækstforum Nordjyllands regionale erhvervsudviklingsstrategi udgør rammerne for vækst og udvikling i Nordjylland – både i forhold til det nordjyske erhvervsliv og i forhold til de nordjyske borgere. De tre overordnede indsatsområder i strategien er:

• Stærke erhvervssamarbejder

• Regionale frontteknologier

• Virksomhedsrettet kompetenceudvikling

Hertil kommer en række fokuseringer til hvert indsatsområde samt en handlingsplan, der prioriterer de forskellige typer af aktiviteter, som Vækstforum finder særligt relevante for erhvervsudviklingen i Nordjylland.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stærk strategi og gode idéer skal skabe væksten' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger