Gensynsfest på Bødkergården i Østervrå
27. marts 2011 - kl. 5:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Simon Sørensen tog initiativ til at samle sine gamle venner fra Bødkergårdens Specialtilbud
Simon Sørensen bor i dag i Frederikshavn, men han har en god ven i Østervrå Jeppe Bertelsen, og sammen fik de to venner den ide, at der skulle være gensynsfest med de tidligere venner og personale fra Bødkergårdens Specialgruppe.
Leder Carsten Thorvald, Bødkergården var straks med på ideen, og opfordrede initiativtagerne til at gå i gang. Simon har selv stået for en stor del af planlægningen, i tæt samarbejde med personalet på Bødkergården, og snart var indbydelserne sendt ud til alle børn, der har været i specialtilbuddet, samt til nuværende og tidligere personale.
Dagen oprandt. I god tid var Simon klar med de sidste detaljer til bordet bl.a. servietter og sange, og så kom gæsterne. Hver deltager blev udstyret med en velkomstdrink efter Simons eget valg, og så bød han velkommen. Jeg var ikke spor nervøs, for det har jeg prøvet før, forsikre Simon, der også sang for på velkomstsangen – Dagen i dag.
Aftenen menu var en af Simons livretter – tarteletter. Noget kunne tyde på, at det var et rigtig godt valg, for der blev spist rigtig mange. Desserten var is. Det er altid godt at have gode forbindelser, og det har Simon, for mor er indehaver af Vinspecialisten i Sæby, og hun havde sponseret lækre chokolade og kaffe til alle gæsterne, som var enige om, at det smagte rigtig godt. Spisningen sluttede med en af Simons favoritter sangen Blå Viol.
Så blev der kigget i fotoalbums fra de gode gamle dage og snakken gik lystigt. Alle skulle vide nyt om hinanden. Der blev stillet op til fællesfoto. Det gik godt, fortæller Simon, selv om jeg nok synes, at de voksne ikke var helt let at styre, lyder det drillende fra den aktive festarrangør med et glimt i øjet.
En dejlig aften nærmede sig en afslutning, og det var svært for mange af deltagerne at sige farvel. Det var dejligt, at der var så mange, der synes, det havde været en god aften, lyder det glad fra Simon.
Måske er en tradition blevet skabt. Denne gang havde 32 deltagere i alt takkede ja til Simons gensynsfest. Det er flere end første gang for fire år siden i 2007, hvor ca. 20 var med. Mange af deltagerne vil gerne komme igen, og det er da ikke utænkeligt at succesen gentages, måske om fire år? Simon er klar!
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gensynsfest på Bødkergården i Østervrå' til en bekendt