![Mange bolde i luften hos ØVI fodbold Mange bolde i luften hos ØVI fodbold](https://saebyavis.dk/wp-content/uploads/2010/07/Oestervraa-HAllen2_600x250.jpg)
Mange bolde i luften hos ØVI fodbold
26. februar 2011 - kl. 5:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Medlemstallet er pænt over 200, så der er ikke kun på banerne at ØVI’s fodboldafdeling har mange bolde i luften.
210 aktive medlemmer – heraf 150 i ungdomsrækken spiller fodbold i ØVI, og sidste efterår fik klubben et færdigpakket damehold, det og meget mere kunne afgående formand Henrik Fynshave berette ved den årlige generalforsamling.
Klubbens serie 2 måtte tåle megen modgang i årets løb, og det betød også nedrykning i første omgang, men en rokade i rækkerne betød, at holdet er tilbage i serie 2. Til gengæld har klubben ansat en ny seniortræner.
I serie 5 har det knebet med nok spillermateriale, så træner Ove Christensen har haft sit at se til, men han har gjort det rigtig flot, roste formanden.
Klubben har stadig et godt samarbejde med TTB omkring ungdomsrækkerne, og det betyder, at der kan stilles hold fra U6 til U17, og muligvis bliver der også et U19 i indeværende sæson.
Ungdomsudvalget arbejder godt og stabilt omkring de mange unge mennesker og alle vore frivillige træner og assistenter.
Fodboldafdelingen har haft U17 holdet på en tur til Berlin, og det er planen, at der også skal et hold af sted i 2011. Årets helt stor familietradition – Kattegat Cup havde deltagelse af 96 spillere og 16 ledere, og de blev fulgt tæt af ikke mindre end 26 familier på familiecampen.
Klubben har også været vært for Regionsmesterskaber i samarbejde med JBU, og det håber vi på, at vi også kan få lov til i år, lød det fra Henrik Fynshave.
Indendørs har der været tilmeldt 18 hold, og de har vist flotte resultater.
Regnskabet vist et lille overskud, noget mindre end tidligere år. Det skyldes bl.a. øgede udgifter, men også den kendsgerning, at det kommunale tilskud er faldet med et beløb, der svarer til ca. kr. 35.000,-, og det kan mærkes konstaterer kasserer Finn Bering Jensen.
Aktuelt venter klubben spændt på kommunens planer om udfasning af fodboldbaner, hvor der måske bliver tale om at nedlægge én bane i Østervrå, og den har vi svært ved at se, hvordan vi skal undvære, lyder det fra ØVI.
Til bestyrelsen var der genvalg af Finn Bering Jensen samt nyvalg af Daniel Sørensen og Peter Lauersen i stedet for Henrik Fynshave og Martin Berg Nielsen. Suppleant blev Jacob Pedersen. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Annemette Mæhle Pedersen og René Olesen.
Under eventuelt var der et ønske fra klubbens unge spillere til forbedrede forhold i klubhuset, som kunne indbyde til lidt mere klubliv. ØVI’s formand Karsten Møller Jensen lovede at klubben vil se positivt på forslaget, men opfordrede også de unge til selv at bidrage med løsninger.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mange bolde i luften hos ØVI fodbold' til en bekendt