
Tilbygning til Stensnæsskolen i Voerså
18. februar 2011 - kl. 1:17 - af Henrik Christensen
I øjeblikket lukkes der skoler over alt, i det ganske land. Nordjylland er ingen undtagelse, men i Voerså går man andre veje.
Skolens elevtal er nogenlunde konstant, og politikerne har efterhånden indset, at en modernisering var nødvendig. Frederikshavn Kommune har bevilget tre millioner kroner, der blandt andet går til opførelse af en helt ny skolefritidsordning på omkring 175 kvadratmeter. Før i tiden har skolen haft to afdelinger, men nu kommer alle, der bruger skolefritidsordningen i samme bygning.
Her ud over bliver skolefritidsordningen slået sammen med indskolingen, hvilket betyder, at eleverne kan bevæge sig inden døre fra et lokale til et andet uden at skulle ud.
Stensnæsskolen, som før i tiden hed Albæk Centralskole, er fra 1956, og her trængte der alvorligt til nye omklædningsrum i forbindelse med gymnastiksalen. Dette bliver der nu rådet bod på, således at der bliver omklædningsrum til både piger og drenge.
Elevernes toiletter har i flere år trængt til en alvorlig renovering. Det har været så slemt, at nogle elever slet ikke ville gå på toilettet, men ventede til de kom hjem eller besørgede andre steder.
Finansieringen af de nye toiletter slipper Frederikshavn Kommune for. Denne udgift kommer den danske stat til at betale.
På skolen glæder både elever og personalet sig til den 1. maj. Her finder indvielsen nemlig sted.
Tekst og foto Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tilbygning til Stensnæsskolen i Voerså' til en bekendt