Omvendt arkitektkonkurrence til boligprojekt i Sæby
27. januar 2011 - kl. 12:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Boligforening har holdt en “omvendt arkitektkonkurrence” til sit projekt “Sæby Strand”. Syv meget spændende forslag blev modtaget, og en dommerkomité har valgt et projekt skabt af Arne Andersen Vrå A/S og tegnet af C.F Møllers tegnestue. I går blev projektet præsenteret for offentligheden.
Det er det vindende forslags idé at skabe en bebyggelse, der inddrager stedets kvalitet og karakter – kombineret med en arkitektonisk tidløshed og elegance, der modsvarer grundens kvaliteter. Det har desuden været hensigten at skabe gode anvendelige boliger, der med generelle rumlige kvaliteter vil appellere til mange potentielle brugere.
Bebyggelsen er udlagt som fire øst-vest gående vifteformede boligblokke i to og tre etager med en rytmisk forskydning mellem blokkene og i blokkene, således at den enkelte bolig sikres optimale lys- og udsigtsforhold over Kattegat fra opholdsrummene og fra terrasserne.
Boligerne opføres som lavenergiboliger, og ca. 24 boliger opføres som allergivenlige OG røgfri boliger.
Ventelisten er åben for alle medlemmer.
Der kan læses mere på www.frederikshavnboligforening.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Omvendt arkitektkonkurrence til boligprojekt i Sæby' til en bekendt