Detailprojektering af millionprojekt ved vandmøllen
22. januar 2011 - kl. 12:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Området ved en af Sæbys mest kendte seværdigheder, stemmeværket ved vandmøllen, kommer inden 2015 til at undergå store forandringer.
For ganske vist er stemmeværket kønt at se på. Men det er en katastrofe for livet i åen.
Ifølge en redegørelse udarbejdet af Sportsfiskerforbundet skades mange havørreder stærkt ved passage af stemmeværket.
Det skal der gøres noget ved.
Års forarbejde
Inden 2015 skal der etableres et fem meter bredt og 160 meter langt stryg opstrøms langs åens sydside.
Efter års forarbejde besluttede teknisk udvalg på sit møde tirsdag at afsætte 400.000 kr. til detailprojektering. De samlede udgifter bliver langt højere.
Et sted mellem tre og fem mio. kr., lyder et slag på tasken fra udvalgsformand Brian Pedersen (SF).
Skov- Naturstyrelsen har givet tilsagn om at betale halvdelen, og Brian Pedersen forventer at der også kan hentes tilskud fra puljer til naturgenopretning.
Ellers må kommunen selv grave dybt i lommerne, for mens vandløbet tidligere var amtets ansvar, så er det nu kommunens pligt at få rettet op på den gældende tilstand.
Hovedparten af det nuværende stemmeværk forbliver intakt.
Mindre vandmængde
En mindre vandmængde vil fortsat passere stemmeværket, men hovedstrømmen vil gå udenom, hen over stryget.
Dele af stryget overdækkes, så grundejere ned til åen får “terrasser” oven det gennemstrømmende vand.
Sideløbende med detailprojektering skal der forhandles med grundejere langs åen og med stemmeværkets ejer om erstatninger.
Fjernelse af spærringer som den ved Sæby Vandmølle er et krav i Vandplanen.
Det nye stryg vil give uhindret adgang for havørreder til 100 km vandløb.
En kommentar til “Detailprojektering af millionprojekt ved vandmøllen” under annoncerne.
Endelig ser det ud til at der sker noget ved “møllen”. Kan bare ikke forstå at der skal gå så lang tid, inden det bliver sat i gang.