Nordjylland investerer 103 mio. i fælles turisme-satsning

Nordjylland investerer 103 mio. i fælles turisme-satsning

21. januar 2011 - kl. 6:02 - af

En investering på 103 mio. kr. i det nordjyske turismeerhverv skal bringe Nordjyllands mange kvaliteter som destination for ferie og oplevelser tilbage i bevidstheden hos både borgere og besøgende.

Nordjylland har masser af kvalitet at byde på inden for turisme. Regionen udmærker sig ved at have en spektakulær natur, gode overnatningssteder og en bred vifte af spændende oplevelser for besøgende i alle aldre. Den attraktive pakke vil Regionsrådet, det nordjyske Vækstforum og turismesamarbejdet VisitNordjylland nu i fællesskab videreudvikle og ikke mindst markedsføre massivt i både Nordjylland, resten af Danmark og uden for landets grænser.

Formålet med den store satsning er at skabe et stærkt og sammenhængende billede af Nordjylland som ferie- og rejsemål. Det er nemlig afgørende for turismens fremtidige muligheder, at kræfterne samles og koordineres. På den måde kan turismeerhvervet markedsføre sig stærkt og bedst muligt bidrage til den samlede nordjyske samfundsøkonomi, forklarer formand for VisitNordjylland Mogens Gade:

– Det er vigtigt, at vi profilerer os i samlet flok og sælger hele Nordjylland som et stærkt brand. Når så vores gæster har valgt Nordjylland som feriemål – ja, så kan vi hver især markedsføre de flotte lokale blomster der er i den imponerende buket, som den samlede nordjyske turisme udgør. Her kan vi oven i købet blive endnu bedre til at anbefale vores gæster at besøge ting på tværs af kommunegrænserne, sådan at turisten på vej hjem siger til sig selv: Det er ikke sidste gang jeg var i Nordjylland – der venter endnu flere oplevelser, siger Mogens Gade.

At det kan betale sig at markedsføre Nordjylland og nordjyske oplevelser både nationalt og internationalt bekræftes af nye tal fra Danmarks Statistik. Det seneste år har især vores svenske naboer atter fået øjnene op for Nordjyllands kvaliteter, og svenske gæster har haft næsten 30 procent flere overnatninger på de nordjyske hoteller end året før. Det er bl.a. den udvikling, der nu skal styrkes og bredes ud.

Fremgang i turismen er vigtig for nordjysk erhvervsliv

Bag den nye satsning står Regionsrådet som, på indstilling fra Vækstforum, investerer 13,3 mio. kr. i fælles organisering, kompetenceudvikling og markedsføring af det nordjyske turismeerhverv i 2011. Samtidig har Vækstforum i samarbejde med Regionsrådet reserveret yderligere 38,2 mio. kr. , sådan at VisitNordjylland kan fortsætte arbejdet i 2012 og 2013. Den anden halvdel af de i alt 103 mio. kr. vil blive finansieret af de private og offentlige turismeaktører, der deltager i de kommende projekter.

Den flerårige indsats for at styrke nordjysk turisme, er en vigtig del af Vækstforums samlede arbejde for udvikling af erhvervslivet i Nordjylland. Vækstforum lancerede i efteråret en ny regional erhvervsudviklingsstrategi, der i de kommende fire år skal holde Nordjylland på vækstsporet, skabe nye arbejdspladser og sikre en balanceret vækst i hele regionen. I den forbindelse spiller turismen en afgørende rolle, fortæller regionsformand Ulla Astman, der ligeledes er formand for det nordjyske Vækstforum:

– Turisme er en af vores regionale styrkepositioner. Nordjyllands særlige kvaliteter som destination for ferie og oplevelser tiltrækker besøgende fra både ind- og udland. Det er et stort aktiv, som vi ønsker at styrke yderligere ved at skabe samarbejdsrelationer mellem turismen og vores øvrige erhvervsliv. På den måde kan vi forhåbentlig få skabt endnu flere arbejdspladser både i de større byer og i de populære ferieområder langs regionens kyster, siger Ulla Astman.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjylland investerer 103 mio. i fælles turisme-satsning' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger