Pris til frivillige fra Kræftens Bekæmpelse i Sæby
19. januar 2011 - kl. 12:52 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Torsdag den 13. januar dannede Det Musiske Hus rammen om uddelingen af Frederikshavn Kommunes sundhedspris og frivillighedsprisen.
Alle nominerede var inviteret, ligesom de mange indstillere også havde fået en indbydelse.
Frivillighedsprisen 2010
Fem var nomineret til frivilligprisen, og Sundhedsudvalget havde til opgave at træffe det svære valg blandt de indkomne forslag. Valget faldt på Børns Voksenvenners afdeling i Frederikshavn.
Af indstillingen fremgik, at Børns Voksenvenner blev stiftet i november 2009 og indenfor denne korte tid, er det lykkedes at få 9 uddannede voksenvenner. Formand Palle Haugaard Larsen og de øvrige ildsjæle i bestyrelsen lægger et stort arbejde for dagen til glæde for børn, der på et tidspunkt i livet har behov for en voksenven. Som voksenven har man tid og ressourcer til at hjælpe et barn videre i tilværelsen, og deres ulønnede frivillige arbejde, har meget stor betydning for det enkelte barns liv her og nu og for barnets fremtidsudsigter.
Palle Haugaard fik overrakt en check på 10.000 kr., som kan bruges til det fortsatte arbejde i foreningen.
Sundhedsprisen 2010
Frederikshavn Kommune vil være Nordjyllands sundeste kommune, og derfor er det dejligt, at mange foreninger arbejder for at fremme sundheden. Ud af de 3 nominerede faldt valget på: De frivillige fra Kræftens Bekæmpelse i Sæby.
Begrundelsen var, at uden deres vedvarende hjælp kunne det ikke lade sig gøre, at 14 personer, der enten har haft eller stadig har kræft mødes hver tirsdag til træning og efterfølgende caféhygge i Sundhedscenter Sæby. Her får de tilbud om fysisk træning ud fra den enkeltes formåen. Det at bruge kroppen betyder øget livsglæde og en stor velværsfølelse. Alle glæder sig til tirsdag formiddag og efter træningen forlader de Sundhedscentret med højt humør og stor energi. Der er ingen tvivl om, at tirsdagstræningen er en stor gevinst i form at et bedre helbred og en sund livsstil.
Sundhedsudvalgsformand Anders Broholm overrakte priserne, og det var tydeligt at se, at alle nominerede var meget glade for at være blandt de indstillede, og at kommunen gennem disse priser værdsætter deres arbejde. Og for prisvinderne var glæden naturligvis endnu større!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Pris til frivillige fra Kræftens Bekæmpelse i Sæby ' til en bekendt