
Musikkorps Sæby klar til en anderledes nytårskoncert
14. januar 2011 - kl. 10:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nordjyske Ivan Pedersen og Musikkorps Sæby klar til den helt store musikalske festaften.
Siden meddelelsen om Flemming ”Bamse” Jørgensens alt for tidlige død, har der været arbejdet intens for at ”redde” årets Nytårskoncert på Hotel Viking. For hvordan finder man lige, med kort varsel, en ligeså populær og folkekær kunstner ? Så der var stor begejstring hos arrangørerne Musikkorps Sæby og Hotel Viking, da det blev klart, at Ivan Pedersen gerne ønskede at optræde i Sæby med byens musikkorps.
Aftenens musikalske program er straks blevet tilrettelagt efter, at opnå den bedste oplevelse for publikum, med Ivan Pedersen og Musikkorps Sæby i sammenspil. Der vil dog også være numre der alene præsenteres af Musikkorpset og der vil være en mindre afdeling, hvor Ivan Pedersen optræder med solonummer akkompagneret af pianist.
Helt tilbage i 1966 blev Ivan Pedersen kendt som forsanger i hans band, McKinleys og de nåede at udgive 5 albums. I midtfirserne får Ivan Pedersen stor succes i gruppen Laban, hvor han sammen med Lecia optræder i Danmark og i udlandet og opnår sågar hitlisteplacering i USA. Laban når at udgive i alt 8 albums og hvem har ikke sunget med på ”Hvor skal vi sove i nat ”?
I 1992 danner han bandet Backseat, som også opnår stor anerkendelse og succes og i 1996 bliver Ivan vinder af grammyen ”Årets bedste sanger”.
Foruden at være en stor sanger og sangskriver har Ivan Pedersen også deltaget i Tivoli Varieteén i 2005 sammen med Søren Østergaard og Sidse Barbett Knudsen, og forestillingen havde stor succes i Cirkusbygningen og Århus Musikhus.
Med Backseat indspiller Ivan Pedersen endnu et album i 2010 og har efterfølgende en forrygende efterårsturné.
Ivan Pedersen er født i Jebjerg i Salling tæt ved Skive og det er en stor lykke og fornøjelse at det er lykkedes at få Ivan Pedersen til Nytårskoncerten i Sæby, med kort varsel.
Nytårskoncerten vil bl.a. byde på numre som ”Hit the road Jack” – ”Cream of Clapton” med de kendte Eric Clapton sange – Beatles nummeret ”When I´m Sixty-forur” , skrevet af Lennon og McCartney og ikke mindst – fremfører Ivan Pedersen det kendte ”Bamse” nummer ”I en lille båd der gynger” med akkompagnement af Musikkorps Sæby. Det skal nok blive stemningsfyldt og et dejligt minde om Flemming ”Bamse” Jørgensen. Som amatørmusikkorps, ser vi meget frem til denne unikke mulighed for at optræde med den dygtige og populære kunstner Ivan Pedersen, og give publikum en helt unik og ekstraordinær festlig og fornøjelig aften.
Nytårskoncerten finder sted på Hotel Viking lørdag den 22. januar kl. 18 og begynder med 3 retters menu med efterfølgende koncert/underholdning, slutter Mogens Aarup på vegne af Musikkorps Sæby.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Musikkorps Sæby klar til en anderledes nytårskoncert' til en bekendt