
Slut ved vejbump på Hovedgaden i Præstbro
16. december 2010 - kl. 0:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Præstbro Borgerforening har anmodet Frederikshavn Kommune om, at de 3 hævede flader på vejen Hovedgaden i Præstbro fjernes. Borgerforeningen oplyser ligeledes, at såvel Borgerforeningen og planlægger fra tidligere Sæby Kommune var modstander af etableringen af de hævede flader, da tidligere Nordjyllands Amt etablerede disse.
Borgerforeningen forventer også, at Forvaltningen har planer om fornyelse af asfaltbelægningen på vejen. Dette har Forvaltningen ikke p.t. planer om, da asfaltbelægningen er fra 1995, og at dette arbejde ikke er prioriteret via beregninger foretaget med vejforvaltningsprogrammet ROSY.
En fjernelse af de hævede flader vil bevirke, at trafikkens hastighed gennem byen vil stige med heraf følgende gener for trafiksikkerheden m.v.
Den i 2010 målte årsdøgnstrafik er 1494 køretøjer i døgnet.
Da gaden er beliggende inden for byzonen er den skiltede hastighed 50 km./t.
Den målte gennemsnitshastighed er 45 km./t. og 85 % af bilisterne holder sig under 55 km./t.
Der er ikke politiindberettede uheld de sidste 5 år på vejstrækningen.
Fjernelse af de 3 hævede flader udgør en udgift på kr. 85.000,-, som foreslås finansieret via dispositionspuljen.
Teknisk Udvalg har den 14. december 2010 besluttet at tiltræde indstillingen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Slut ved vejbump på Hovedgaden i Præstbro' til en bekendt