
Åbent hus i Rødbeden med besøg af “De Rappe Nåle”
12. november 2010 - kl. 0:35 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Tips og ideer til adventskrans og juledekorationer, arbejdende stande og spændende kreative gæster er med, når Rødbeden i Try holder åbent hus lørdag den 13. november, kl. 12-16.
Vi er helt klar til at gentage sidste års store succes med julestue i Rødbeden, fortæller Anja Mose. Hele det kreative center på Tryvej 89, Østervrå, kommer til at syde af hektisk aktivitet, Anja er samme med alle de andre rødder klar med flere arbejdende stande.
Anja giver sine bud på, hvordan adventskransen eller juledekorationen kan skæres i år, dertil masser af gode råd og tips til, hvordan de mange materialer i butikken kan bruges.
Hun får selskab af en arbejdende keramiker, en pilefletter, en stenhugger og en der fremstiller glas. Disse værksteder sælger også ud af deres mange spændende kunstværker.
Gæster
Lørdag er der ekstraordinært to arbejdende gæstestande. De Rappe Nåle fra Sæby sidder med deres utroligt flotte patchworkarbejde, som de også udstiller. Staffeli og lærred er også gjort klar, og her vil Trine Kostending male billeder hele dagen.
Æbleskiver
Hele dagen er der lune æbleskiver og kaffe, som gæsterne kan fornøje sig med, mens de sidder og lader julestemningen snige sig ind i en hyggelige atmosfære af kreative aktiviteter.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt