Søparken i Dybvad rocker også i 2011
8. november 2010 - kl. 1:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter at den sjette udgave af Dybvad Open Air i august blev afviklet med godt vejr, fremragende musik og en fantastisk stemning, er regnskabet nu gjort op – og til stor glæde for styregruppen bag arrangementet udviser det et pænt overskud. Således kan arrangørerne også i år uddele store checks til ungdomsarbejdet i Dybvad Boldklub, Dybvad Idrætsklub og Dybvad Tennisklub – samtidig med at lørdag den 6. august 2011 kan offentliggøres som datoen for næste års koncert!
Med denne dato er koncerten for første gang rykket ind i selve skolernes sommerferie, der i 2011 først slutter den 14. august, og arrangørerne glæder sig til (forhåbentlig) også i det kommende år at kunne byde de forventede 2.000 publikummer velkommen i strålende solskinsvejr.
Allerede nu er forberedelserne godt i gang, og de første kontrakter med de i alt seks bands, der kommer til at fylde Dybvad by og Søparken med musik, er i hus. Arrangørerne regner med at have et foreløbigt program for 2011-versionen af Dybvad Open Air klart til offentliggørelse i løbet af den næste måneds tid, og opfordrer nysgerrige til at følge med på koncertens Facebook-side samt på hjemmesiden www.dybvadopenair.dk, hvor oplysninger om billetsalg, bands og praktiske forhold kan findes efterhånden som de kommer på plads.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Søparken i Dybvad rocker også i 2011 ' til en bekendt