
Skjold Sæby’s serie 1 hentede flot sejr i Hirtshals
21. oktober 2010 - kl. 12:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
På mål af Daniel Overlade sikrede Sæbys serie 1-hold sig 3 vigtige point, da det blev til en sejr på 1-0 ude over Hirtshals i weekendens kamp. Karsten Thomsen, Sæbys cheftræner, havde blot foretaget en enkelt ændring i forhold til sidste weekends kamp mod Asaa. Således gled Tobias Overlade ind i startopstillingen på bekostning af Mads Nielsen. Dermed så holdet ud som følger (4-4-1-1):
Stefan W. Henriksen
Anders Engen – Jeppe Vittrup – Anders Lykke – Simon Rafn
Dennis Poulsen – Nicolaj Eliasen – Jens Lorenzen – Patrick Nødgaard
Daniel Overlade
Tobias Overlade
Bænken: Mads Nielsen, Steffen Rasmussen, Mathias Larsen
Det var et tænt Sæby-hold der kom på banen, og fra kampens start var det tydeligt, at der stod vigtige point på spil. Sæby-spillerne var aggressive og viste den rette indstilling. Det resulterede også i et pres mod Hirtshals-målet fra første fløjt. Holdet var dygtige til at holde fast i spillet højt oppe på banen. Den gode start blev endnu bedre efter 6 minutter, da Dennis Poulsen snittede en bold videre til Daniel Overlade, der fra kanten af feltet kanonerede kuglen over i modsatte kryds, uden chance for Hirtshals-keeperen. En drømmestart for det undertippede bundhold fra Sæby. Kort efter scoringen modtog en Hirtshals-spiller et gult kort, og dette udnyttede Sæby til fortsat at være dominerende i kampen. Desværre kastede spilovertaget ikke yderligere scoringer af sig. Efterhånden som første halvleg skred frem, kom hjemmeholdet fra Hirtshals bedre med i kampen. De blev aldrig for alvor farlige – kun løse forsøg fra distancen blev det til, da Sæby-defensiven stod rigtig godt denne eftermiddag i Hirtshals. I resten af halvlegen opstod der ikke de store målchancer, det blev ved ”lige ved og næsten” for begge hold. Dermed kunne Sæby gå til pause med en fortjent 1-0 føring.
Fra anden halvlegs start var det et langt mere aggressivt Hirtshals-hold der kom på banen. Med vinden i ryggen lagde de nu et hårdere pres ned mod Sæby-målet. Kort efter pausen var de tæt på at få udlignet, da et hovedsted ramte overliggeren. Hirtshals var i perioden herefter fortsat toneangivende, og udnyttede nu rummet mellem Sæbys forsvar og midtbane. Herfra fik hjemmeholdet spillet sig frem til flere muligheder, men enten svigtede træfsikkerheden i afslutningsøjeblikket, eller også agerede Sæby-keeper Stefan Henriksen endnu engang en sikker sidste skanse.
Generelt pressede Hirtshals på i hele anden halvleg. Sæby var her farligst på kontrastød, og var også i flere omgange tæt på at lukke kampen. Først var Mathias Larsen på færd, da han efter en god solo-tur desværre afsluttede for svagt. Efterfølgende havde Jens Lorenzen et hovedstød snært forbi mål, efter godt opspil i venstresiden ved Steffen Rasmussen. Også Nicolaj Eliasen var tæt på, da hans afslutning snært under mål blev blokeret af den Hirtshals-forsvarer.
Bolden ville dog ikke over stregen i begge ender, og Sæby-spillerne kunne dermed juble efter dommerens sidste fløjt. En flot og vigtig sejr i Sæbys bestræbelser på fortsat at spille i serie 1. Kampen igennem viste holdet flot taktisk spil, og løste opgaven flot.
Man of the match: Daniel Overlade med 4 stemmer
Husk at følge holdet, når de lørdag den 23. oktober tager imod Lindholm IF. Kampens fløjtes i gang klokken 16.00 på Sæby Stadion.
Tekst: Jens Lorentzen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skjold Sæby's serie 1 hentede flot sejr i Hirtshals' til en bekendt