
Skjold Sæby’s serie 1 spillede 1-1 hjemme
12. oktober 2010 - kl. 9:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lørdag eftermiddag var der vigtige point på spil i bundstriden da Asaa Boldklub gæstede Sæby Stadion. Kampen endte dog uden en vinder, da måltavlen viste 1-1 efter de 90 minutter.
Inden kampen skilte blot et enkelt point de to hold i tabellen, så en sejr ville være af stor betydning for begge hold. Sæby kunne med en sejr lægge en afstand på 4 point til Asaa under stregen, og ville således stå gunstigt i kampen om nedrykning. Omvendt jagtede Asaa de første point i 6 kampe, og en sejr ville sende dem på den rigtige side af stregen. Det endte dog som nævnt med pointdelen, da begge hold kom på tavlen én gang hver i løbet af anden halvleg.
Til kampen havde Sæby-træner Karsten Thomsen valgt følgende spillere (4-4-1-1):
Stefan W. Henriksen
Anders Engen – Jeppe Vittrup – Anders Lykke – Simon Rafn
Dennis Poulsen – Nicolaj Eliasen – Jens Lorenzen – Patrick Nødgaard
Mads Nielsen
Daniel Overlade
Bænken: Tobias Overlade og Christian Fabricius
I kampens begyndelse kunne man tydeligt fornemme at der stod vigtige point på spil. Begge hold startede således en smule nervøst, og det forblev rodet i den indledende fase. Asaa virkede i starten som det farligste hold, men de kom aldrig for alvor tæt på. Opskriften stod på lange bolde efter Kenni Gundersen, hvor efter de øvrige Asaa-spillere skulle forsøge at vinde nedfaldsboldene. Det lykkedes til dels, men deres afslutninger truede ikke Sæby-keeper Stefan Henriksen. Som første halvleg skred frem blev Sæby mere dominerende og det kastede også åbne chancer af sig. Efter godt opspil i højresiden modtog Mads Nielsen bolden i feltet, men desværre afsluttede Sæby-spilleren midt i målet, hvorfor Asaas målmand let kunne rede. Kort efter var Daniel Overlade på spil i Sæbys højreside. Her driblede han et par modstandere, og afleverede bolden på tværs i feltet til Patrick Nødgaard, der desværre var for længe om at få afsluttet, og chancen blev derfor spildt. Tættere på kom de to hold ikke i første halvleg, og stillingen ved pausen var derfor 0-0.
Første halvleg forløb generelt meget lige, hvilket også var det overordnede billede af de sidste 45 minutter. Efter cirka et kvarter i anden halvleg opstod et af kampens afgørende momenter. I Sæbys venstreside kombinerede indskiftede Tobias Overlade sig igennem til baglinjen, hvorfra han slog et præcist indlæg i fødderne af Daniel Overlade, der flot first-timede bolden i mål. Herefter var hjemmeholdet mere i kontrol og pressede nu på for at få scoringen til 2-0, der reelt ville lukke kampen. Tobias Overlade var igen i centrum, da han efter fremlægning fra Jens Lorenzen afsluttede fladt og desværre ramte nærmeste opstander. Efterfølgende havde Jens Lorenzen også en god mulighed, da han modtog et fladt indlæg fra Dennis Poulsen, men desværre afsluttede lige på en fremadstormende Asaa-keeper. At Sæby aldrig fik lukket kampen med en scoring til 2-0 gav tydeligt Asaa tro på, at de stadig kunne komme tilbage i kampen. De forsøgte fortsat at pumpe lange bolde ned mod Sæby-defensiven, og de fik i kampens slutning også etableret et godt pres. Presset blev i høj grad hjulpet på vej af Sæbys egne spillere, da både Dennis Poulsen og Christian Fabricius havde modtaget et gult kort. 5 minutter før tid lykkedes det således for Asaa at få udlignet Sæbys føring. Et hjørnespark blev slået tæt ind under mål, og efter klumpspil sneg bolden sig lige akkurat ind over stregen til Asaa-spillernes store jubel. Efter udligningen var Asaa tættest på sejren, men det endte retfærdigt med pointdeling.
Desværre ramte hjemmeholdet ikke helt niveauet, og måtte derfor tage til takke med det ene point mod et godt kæmpende Asaa-hold. Der resterer nu 4 spændende kampe, hvor alle point bliver uhyre vigtige, da kun 3 point skiller de 5 nederste hold i tabellen.
Følg holdet igen næste weekend, når de gæster Hirtshals søndag den 17/10 klokken 13.30 på Hirtshals Stadion.
Tekst: Jens Lorentzen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skjold Sæby's serie 1 spillede 1-1 hjemme' til en bekendt