“I en kælder sort som kul” – på Sæby Museum
3. oktober 2010 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
“I en kælder sort som kul” – et efterårsarrangement på Sæby Museum.
Heksen i kælderen har brug for hjælp
I kælderen under museet sidder heksen Tusnelda. Hun har desværre glemt navnet på sin kat og har brug for børnenes hjælp.
Kattens navn er forsvundet blandt mange underlige og uhyggelige ting og sager i kælderen. Derfor skal børnene forsøge at finde det forsvundne navn. Børnene skal medbringe alt deres mod – for de kan møde både flagermus, edderkopper og andre uhyggelige ting i kælderen.
På loftet hygges med gamle efterårs-sysler
Men det er ikke uhygge alt sammen, for på museets loft hygges der med de gode gamle ”efterårs”-sysler – bl.a. kastanjedyr og klippe-klistre – måske med et lidt uhyggeligt twist, det er jo snart halloween.
Ved hjælp af lidt magi kan kildevand forvandles til drageblod eller flagermusetårer. Hvis man bruger fantasien lidt – og fantasi har vi nok af – er der gode oplevelser i vente.
Alle børn er velkomne
Alle børn er velkomne til en ekstra – uhyggelig eller hyggelig – museumsoplevelse d. 19., 20. og 21. oktober kl. 11-15. Og det bliver endnu mere (u)hyggeligt, når der holdes aftenåbent på museet…
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt