
Hjælp til fattige skolebørn – fra en ældre “dame”
9. september 2010 - kl. 1:59 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Voerså missionshus er efterhånden en ældre ”dame” på godt 100 år. I rigtig mange år er der hver sensommer og efterår afholdt basar i huset.
Basaren er en form for nødhjælp, der bliver kanaliseret diverse steder hen, hvor der er brug for det – især bruges hjælpen til børn.
Mange steder i verden er der fattigdom, som vi på vore breddegrader mange gange ikke rigtig fatter. Men fattigdommen findes, og der er brug for hjælpen. Et af de fattige steder er Madurai, i det sydlige Indien, der er et stærkt belastet område. En del af overskuddet fra årets basar går til et projekt, der handler om støtte til en lektiecafé. Børnene har her et trygt sted at komme, samtidig får de støtte af et par lærere til deres lektier. Projektet ledes af den lokale KFUM forening i Madurai.
I området er fattigdommen så stor, at nogle af børnene dropper ud af skolen for at arbejde eller på grund af dårlige familieforhold. Disse børn, forsøger man igen at sluse ind i skolesystemet ved hjælp af støtten fra blandt andet basaren.
Nu skal man ikke tro, at støtten fra basaren rækker til hjælp til alle børn i området. Utroligt mange børn kommer aldrig i skole og får aldrig en uddannelse, og mange ender som analfabeter, sociale tabere og nogle endda som tiggere for simpelthen at opretholde livet.
Andre end Madurai får også glæde af overskuddet. En del af overskuddet går til missionshusets vedligeholdelse, Mission Afrika, Danmission og KFUM og KFUKs projekt der hedder ”Ind i en anden verden”.
Basaren finder sted 29. september og åbnes 14.30 af sognepræst Helge Morre Pedersen, Albæk.
På basaren kan man finde tombola for både børn og voksne, fiskedam, salgsbod med masser af gode sager som kager, syltetøj, donerede gaver og strikkevarer hvoraf en stor del er hjemmelavet. Her udover er der amerikansk lotteri samt salg af kaffe og te med brød.
Fra kl. 17.30 sælges der suppe, og kl. 18.20 vil der blive fortalt nyt og aktuelt om Danmissions arbejde.
Tekst og foto Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt