
Gæstgivergården kommer til at stå på den anden ende
8. september 2010 - kl. 12:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Arrangørerne Præstbro Gymnastik- og Borgerforening samt Albæk-Lyngså menighedsråd forventer fuldt hus på Præstbro Gæstgivergård, når byen får besøg af den professionelle tryllekunstner Ole Larsen torsdag 16. september.
Ole Larsen har skruet et trylleshow sammen, der er inspireret af, den nok så kendte Harry Potter, som de fleste børn kan nikke genkendende til. Tryllekunstneren er i forvejen kendt som manden, der kan få både børn og voksne til at måbe og komme fuldstændig i vildrede om, hvad det egentlig er der foregår.
Ole Larsen er vant til at optræde for børn, og børnene lever voldsomt med i showet. Ligesom børnene tror, de har gennemskuet fidusen, sker der pludselig noget andet – og måske et helt andet sted.
Trylleshowet er ikke bare for børn. Voksne og andre sjæle på samme niveau er også velkomne.
I løbet af aftenen bliver der også underholdning ved minikonfirmanderne. Det er børn der går i 3. klasse, og som i øjeblikket modtager undervisning til forberedelse, for den senere konfirmation.
Sognets præst, Helge Morre Pedersen, kommer også på banen med diverse former for fortællinger.
Arrangørerne er vært ved kaffebord og diverse fortæring.
Der er fri entré for alle, og showet starter 19.00.
Tekst Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gæstgivergården kommer til at stå på den anden ende ' til en bekendt