Oplevelsesrigt efterår i børnebiblioteket
28. august 2010 - kl. 10:23 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommunes Børnebiblioteker er klar med en masse efterårstilbud, der omfatter teater, film, musik og Palles Gavebod.
Børnebiblioteket i Sæby lod propperne springe til det første arrangement allerede den 16. august, hvor der var Åbningsfest i Palles Gavebod – denne dag blev der også skudt et rekordforsøg til Børnenes Rekordbog i gang. Alle børn kan være med til at slå forårets rekord med flest udleverede lånerkort på en måned. Biblioteket bytter simpelthen det gamle lånerkort til et helt nyt og smart Palles Gavebod Lånerkort – det er helt gratis frem til den 16. september.
Den superseje, sjove, skøre og svære konkurrence – Smart Parat Svar, som afholdes for 7. klasser i hele kommunen, bliver i år afholdt torsdag den 7. oktober i Manegen, Sæby Kulturhus. Skoler fra hele kommunen opfordres til at melde sig til, og de skal skynde sig, der er begrænsede pladser, som fordeles efter først til mølle princippet. Fristen for tilmeldingen er den 17. september.
Den grimme Ælling kommer til Manegen, Sæby Kulturhus søndag den 10. oktober. Et musikalsk og magisk dukketeater for børn i aldersgruppen 2-5 år, der tager udgangspunkt i H. C. Andersens berømte eventyr. Billetter kan købes på Sæby Bibliotek fra den 23. september.
Hvordan kan en stor og klodset bjørn fortælle en lille og skrøbelig sommerfugl om sin kærlighed? Dukketeaterforestillingen Hjerteslag – om kærlighed, for børn i alderen fra 3 til 8 år, kan ses i Manegen, Sæby Kulturhus lørdag den 16. oktober. Fransk dukketeater i danske omgivelser. Billetter kan købes fra den 30. september.
Højtlæsning i morgengry’et mandag den 8. november markerer Den Nordiske Biblioteksuge. Den gamle fortælletradition får nyt liv, når der inviteres til fortælleformiddag. Tilmelding er nødvendig.
Tag dit barn eller barnebarn ved hånden, lyder opfordringen, når der lørdag den 20. november er Disney-koncert – Fra alle os til alle jer i Manegen, Sæby Kulturhus. En dejlig musikalsk oplevelse med alle de pragtfulde sange fra den 60 år lange Walt Disney produktion. Billetter kan købes fra den 11. november eller ved indgangen.
Torsdag den 9. december er der musikalsk jule-legestue for børn fra 3-6 år med Morten Mosgaard. Tag nissehuen på og opleve ægte julestemning. Billetter kan købes fra den 25. november på Sæby Bibliotek.
Det samlede program for alle arrangementer på kommunens biblioteker i Skagen, Frederikshavn og Sæby kan hentes på biblioteket eller ses på bibliotekets hjemmeside www.bibl.frederikshavn.dk. Her vil også løbende være opdateringer på arrangementerne.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Oplevelsesrigt efterår i børnebiblioteket' til en bekendt