
Voerså fester igen – Denne gang med sponsor-cykelløb og teltbal
24. august 2010 - kl. 0:53 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I den sidste måned, har der været rigtig gang i foreningslivet i Voerså med masser af aktiviteter. I den korte periode har først Voerså IF afholdt idrætsuge, dernæst Voerså Borgerforening der har afholdt Børnefest og Kræmmermarked på lystbådehavnen, og her sidste weekend var det Knud Søhane spejderne, der afholdt sommerfest på lejrpladsen for første gang i gruppens 26 årige historie. Alle tre arrangementer med stor succes.
Denne gang er det Voerså IFs Venner og Voerså Byudviklings Aktivitetsudvalg, der har etableret et samarbejde om sponsor-cykelløb om eftermiddagen, og teltfest på den gamle krogrund om aftenen. Aktiviteterne finder sted lørdag 4. september, og hele dagen er der noget for publikum at kigge på. Allerede kl. 10 åbner teltet, og årets sidste torvemarked, på den gamle krogrund, går i gang.
Kl. 13 går sponsorcykelløbet for voksne i gang, og det varer en time. Her skal man være mindst 12 år for at deltage. Ruten køres på Østkystvejen gennem byen med start og mål ved krogrunden. ”Cykelrytterne” skal selv skaffe sponsorerne, og det siger sig selv, at Voerså IFs Venner håber på mange deltagere.
Kl. 14.30 er det børnenes tur. De må højst være 11 år, og der køres en halv time på en lukket rute på Åhavevej af hensyn til børnenes sikkerhed. Det anbefales, at alle bruger cykelhjelm.
Kl. 15.30 er der præmieoverrækkelse for børnenes vedkommende, mens de voksne må vente til festen i teltet om aften.
Hele dagen er der gode muligheder for at sidde ned og nyde aktiviteterne, mens man samtidig kan guffe i sig af diverse pølser og andet godt til ganen samt væde i form af kaffe, te, øl og vand.
Kl. 18 starter festen i teltet med spisning af stort stjerneskud, og senere bliver der serveret kaffe og kage.
Ud over musik og dans i teltet, arbejdes der i øjeblikket på at skaffe diverse fri underholdning.
Hele dagen er der fri entré, men der skal dog betales for mad, kaffe og kage, der kan fås for bare kr. 90 -.
Tilmelding er nødvendig og skal ske senest 1. september til Trine Høiien på 40 50 09 72 eller Morten Sørensen på 40 27 02 51.
Som brødre vi dele
På forhånd har arrangørerne aftalt, at indkørte kroner for cykelløbet går til Voerså IFs Venner, mens alle andre indtægter tilfalder Voerså Byudvikling, der kæmper for at opnå et multihus, på den gamle krogrund.
Tekst og fotos Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Voerså fester igen - Denne gang med sponsor-cykelløb og teltbal' til en bekendt