Rekordresultat for 1. halvår fra Sparekassen Vendsyssel
11. august 2010 - kl. 0:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Resultatet før skat er på 85,4 mio. kr., hvilket betegnes som særdeles tilfredsstillende.
Basisindtjeningen viser et resultat på 130,6 mio. kr., hvilket er en fremgang på 11,0 mio. kr. eller 9,2 % i forhold til første halvår 2009.
De samlede omkostninger til Det Private Beredskab (Bankpakke I) belaster regnskabet med 17,0 mio. kr.
Sparekassens samlede forretningsomfang (summen af indlån, udlån og garantier) er i forhold til 30. juni 2009 steget fra 14,2 mia. kr. til 16,0 mia. kr.
Sparekassen har i første halvår haft en vækst på 1,5 % i udlån, som er steget med 88,0 mio. kr. til 6,06 mia. kr. på trods af finanskrisen og den deraf følgende lavkonjunktur.
Det samlede indlån inkl. puljer er i første halvår steget med hele 903,4 mio. kr. til 6,95 mia. kr., hvilket er en stigning på 13,0 %.
Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender udgør 54,8 mio. kr., hvilket er et fald på 17,0 mio. kr. Nedskrivningsprocenten er 0,6 – et fald fra 0,8 i 1. halvår 2009.
I forhold til ultimo 2009 er den samlede egenkapital steget med 75,1 mio. kr. til i alt 1,36 mia. kr.
Sparkassens solvens er pr. 30. juni 2010 opgjort til 17,6%, som medfører en væsentlig solvensmæssig friværdi på ikke mindre end 7,58 procentpoint.
Sparekassen har en likviditetsmæssig overdækning på 306,2 % i forhold til lovkravet.
Sparekassen har i første halvår 2010 haft en nettotilgang på 1.120 nye kunder.
Sparekassen har i første halvår 2010 fået netto 187 nye garanter og har nu i alt mere end 23.600 garanter.
Finanskrisen på retur i Vendsyssel
Sparekassen Vendsyssel kan for første halvår 2010 fremlægge et særdeles tilfredsstillende resultat.
Resultatet før skat blev 85,4 mio. kr., hvilket er det bedste halvårsresultat i sparekassens historie. Resultatet er 51 mio. kr. bedre end i samme periode i 2009. Resultatet er opnået i en periode, hvor der fortsat var uro i verdensøkonomien. Nationalt skete der en stabilisering af de økonomiske forhold. Skattereformen har blandt andet medført en forbedring i privatkundernes rådighedsbeløb. Renten er i perioden faldet til fordel for såvel private som erhvervslivet, dog er privatforbruget og virksomhedernes investeringslyst ikke oppe på det niveau vi så før finanskrisen, hvilket har medført en fortsat stigende opsparingskvote for såvel privat som erhvervskunderne.
Nedskrivninger på udlån mv. er lavere end i 2009, men dog stadig markant over niveauet fra før finanskrisen. Den stigende opsparingskvote for såvel erhvervs- som privatkunder som prægede 2009 er fortsat i 2010.
Resultatet af den primære drift, dvs. resultat før nedskrivninger på udlån og tilgodehavender samt kursreguleringer og skat udgør 130,6 mio. kr. Sammenlignet med første halvår 2009 er det en fremgang på 11,0 mio. kr. svarende til 9,2 %. Sparekassen Vendsyssel finder basisindtjeningen særdeles tilfredsstillende.
Fremgangen i den primære drift skyldes især en stigning i netto rente- og gebyrindtægterne på 24,6 mio. kr. svarende til 10,8 %. De samlede omkostninger til personale og administration stiger med 12,9 mio. kr. svarende til 12,3 %. Resultatet for 1. halvår 2010 er påvirket af, at der i 2. halvår 2009 er overtaget 4 afdelinger med i alt ca. 3.800 kunder og 18 medarbejdere fra EBH Bank. Kunderne er manuelt flyttet til Sparekassen Vendsyssel i løbet af 2. halvår 2009 samt 1. kvartal 2010. Medarbejderantallet er derudover øget med 4.
Sparekassens samlede udgifter til Bankpakke I udgør i alt 17,0 mio. kr. i 1. halvår 2010.
Sparekassen Vendsyssel er naturligvis påvirket af de makroøkonomiske konjunkturer der medfører nedskrivninger på udlån mv. Nedskrivningerne for første halvår 2010 er 17,0 mio. kr. lavere end i samme periode i 2009. Det forventes at nedskrivningerne i hele 2010 også bliver lavere end i 2009.
Den likviditetsmæssige overdækning er på 306,2 %.
Sparekassens samlede egenkapital er i forhold til 30/6 2009 forøget med 17,6 mio. kr. til 1,36 mia. kr. Af den samlede egenkapital pr. 30/6 2010 udgør garantkapitalen 715,0 mio. kr. svarende til 52,7 % af sparekassens egenkapital.
Netto rente- og gebyrindtægterne stiger i første halvår med 10,8 % fra 227,4 mio. kr. i 2009 til 252,0 mio. kr. i 2010. Den største stigning sker på nettorenteindtægterne bl.a. som følge af en stigning i såvel ind- som udlån. Stigningen i gebyr- og provisionsindtægterne skyldes bl.a. en vækst i provisionerne fra sparekassens samarbejdspartnere.
Sparekassen har i første halvår 2010 haft positive kursreguleringer på i alt 21,0 mio. kr., der sammenlignet med 2,1 mio. kr. i samme periode 2009 er en væsentlig forbedring. Sparekassens beholdning af obligationer der værdiansættes til amortiseret kostpris, i alt 2,15 mia. kr., skal beholdes til udløb og er derfor ikke kursreguleret over driften i perioden. Kursreguleringen udgør en gevinst på 36 mio. kr. som skulle indtægtsføres, såfremt obligationerne ikke var værdiansat til amortiseret kostpris.
Sparekassens udgifter til personale og administration udgør i perioden 117,5 mio. kr. mod 104,6 mio. kr. i 2009. Stigningen på 12,3 % skyldes primært købet af 4 tidligere EBH Bank filialer i 2009 og de deraf følgende udgifter til lønninger og driften i øvrigt, idet udgifterne hertil ikke indgår i sammenligningsperioden i 2009, samt de generelle overenskomstmæssige lønreguleringer.
I løbet af 2008 begyndte nedskrivningerne på udlån mv. at stige kraftigt i den finansielle sektor. Denne tendens så vi først i sparekassen i løbet af 2009, idet sparekassen ikke er eksponeret mod den spekulative del af ejendomsmarkedet. Nedskrivningerne i første halvår 2010 er i forhold til samme periode 2009 faldet med 17,1 mio. kr. til 54,8 mio. kr. Det ser således ud til at niveauet for nedskrivninger nåede sit højdepunkt i 2009. For hele året 2010 forventes de samlede nedskrivninger at være på et lavere niveau end i 2009. Periodens nedskrivningsprocent er 0,6 og den akkumulerede nedskrivningsprocent er 3,8.
Sparekassen har i første halvår 2010 haft en nettotilgang på 1.120 nye kunder. Det samlede antal kunder udgør pr. 30/6-2010 ca. 54.100.
Sparekassen har i først halvår 2010 fået netto 187 nye garanter og har nu i alt mere end 23.600 garanter.
Det er endvidere sparekassens overordnede mål, at kundernes indlån og sparekassens garantkapital skal kunne finansiere kundeudlånene. De samlede udlån + nedskrivninger herpå i forhold til det samlede indlån udgør 92,4 %. Såfremt garantkapitalen medregnes er tallet 83,8 % og målsætningen er således opfyldt pr. 30/6-2010.
Vi kan nu se, at Sparekassen Vendsyssel vil være blandt de pengeinstitutter, som går styrket ud af krisen, og at dette allerede vil påvirke resultatet for 2010 i positiv retning. Derfor forventer vi et resultat for hele 2010 på 230 – 250 mio. kr. før nedskrivninger på udlån og tilgodehavender samt kursreguleringer og skat, hvilket svarer til forventningerne i henhold til Årsrapporten 2009. Sparekassen har haft overskud i alle årerne under finanskrisen.
***
For yderligere oplysninger kontakt:
Vagn Hansen
Administrerende direktør
Tlf. 82 22 95 01
vh@sparv.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Rekordresultat for 1. halvår fra Sparekassen Vendsyssel' til en bekendt