
Måske ældreboliger i Sæby Rådhus
28. juli 2010 - kl. 12:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Boligforening har givet bud på Rådhuset i Sæby.
Planen er at lave i alt 40 ældre- og plejeboliger på rådhuset, oplyser Bjarne Walentin.
Sæby Rådhus er vurderet til 18 mill. kr. i den off. vurdering, men hverken Frederikshavn Kommune eller boligforeningen vil afsløre, hvad der er budt.
Det er en god og sund bygning med masser af plads, og så ligger det jo tæt på både butikker, svømmehal m.m., siger Bjarne Walentin til TV2 Nord.
Hvis handlen bliver en realitet, og der skal laves ældrecenter på rådhuset, så skal borgerservice flyttes et andet sted hen i Sæby.
Frederikshavn Boligforening regner med det vil tage et år at ombygge rådhuset, når den politiske beslutning er på plads.
Både Sæby Rådhus og Skagen Rådhus skal sælges i forbindelse med kommunens millionbesparelser.
SaebyAvis.dk har talt med byrådsmedlem Ole Rørbæk om et eventuelt salg af Rådhuset, og han siger:
”Det er da glædeligt, at vi har en aktiv boligforening, der kan løfte en opgave som denne, nu beslutningen er taget om lukningen af Rådhuset. Der er jo ikke mange investorer, der på nuværende tidspunkt står i kø for at investere så mange penge på projekter af den størrelse, så jeg synes bestemt det er positivt”. Og som plaster på såret kunne man jo så flytte borgerservice til den gamle politistation i Algade, så har vi da to ejendomme mindre, der bare står tomme, og som let kan få den kedelige titel: ”Spøgelseshus”, slutter Ole Rørbæk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Måske ældreboliger i Sæby Rådhus' til en bekendt