Læs denne uges Finansbarometer lige her

Læs denne uges Finansbarometer lige her

14. juni 2010 - kl. 17:19 - af

SaebyAvis.dk bringer hver uge uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.

Betalingsbalancen i ny rekord

Danmark
Danmarks Statistik offentliggjorde i sidste uge tal for betalingsbalancen i april. Betalingsbalancen har vist stor styrke igennem krisen. Vi kan således nok engang konstatere, at betalingsbalancen så mere end solid ud i april måned. Der var et overskud på 7,8 mia. kroner i april, og set over de seneste 12 måneder løber overskuddet op i voldsomme 74,4 mia. kroner.
Dermed har vi fået sat en ny historisk milepæl på betalingsbalancen i form af det højeste overskud nogensinde. Over det seneste år er det især overskuddet på varehandlen, der er tordnet op med næsten 50 mia. kroner. Fremgangen har dog en lidt kedelig baggrund, og kan langt hen ad vejen tilskrives, at vi gennem den økonomiske krise har set et markant dyk i både forbruget og investeringerne, hvilket har mindsket efterspørgslen efter udenlandske varer. Det er dog heldigvis ikke hele forklaringen, da vi på det seneste også har set, at eksporten er på vej op i lidt højere omdrejninger og dermed også trækker i den rigtige retning for overskuddet på varebalancen.
Fremgangen i eksporten skal naturligvis ses i lyset af den vending, der har indfundet sig på vores største og vigtigste eksportmarkeder. Dertil kommer, at eksporten generelt har fået en hjælpende hånd ved, at vores konkurrenceevne er blevet bedret en smule over de seneste måneder. Lønvæksten er således aftagende, den danske krone er blevet svækket over for en række vigtige samhandelsvalutaer og vi har set en bedring i produktiviteten. Vi må derfor også konstatere, at selv om der gennem længere tid er faldet en hel del kritisk lys på den danske konkurrenceevne, så må man samlet set sige, at betalingsbalancen isoleret set efterlader et indtryk af en fortsat konkurrencedygtig økonomi. Det må selvfølgelig ikke blive en sovepude i en dynamisk verden, hvor der hele tiden er skarp konkurrence om forbrugernes og virksomhedernes gunst.

Renter
ECB leverede i sidste uge mindre, end vi havde ventet, men mere, end markedet havde frygtet, på det pengepolitiske møde. Alle ledende rentesatser blev holdt uændret, der blev ikke annonceret nye likviditetsmidler og heller ikke afsløret flere detaljer om obligationsopkøbsprogrammet. Nu hvor ECB-mødet er vel overstået, og vi har set tegn på en bedring på markederne, vil fokus i markedet forhåbentlig igen skifte fra frygt til de fundamentale faktorer. Mens gældskrisen i euroområdet har domineret dagsordenen, har vi fortsat set en række stærke økonomiske nøgletal, og de har ikke hidtil vist de store tegn på afsmitning fra gældskrisen. Hvis vi ikke oplever nye stød i den kommende uge, vil vi formentlig se en bedring i risikosøgningen. Givet den usædvanligt høje korrelation med aktierne vil det sende obligationsrenterne op og give en stejlere rentekurve både i USA og Tyskland.
Det er de mindre vigtige nøgletal, der dominerer kalenderen i den kommende uge. Opmærksomheden retter sig mod obligationsauktionerne i Irland, Spanien, Frankrig og Tyskland, og annonceringen af størrelsen af de kommende obligationsudbud i USA.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger