
Sæbynit sender endnu en bog på gaden
13. juni 2010 - kl. 0:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Arnold Andersen, fhv. tegner, serigrafmester og skiltemaler har på skrift, fra 1972, beskæftiget sig med trafikhistoriske emner, og har siden 1985 skrevet en række bøger med lokalhistorisk indhold samt skrevet en række artikler til ugeaviser og dagblade om emnet.
Af bøger med trafikhistorisk indhold kan nævnes: På sporet af Svendborg – Nyborgbanen 1987. Fra dampelefant til dollargrin 1992. Sæbybanen 1999 og 2003. ”Stiholt – service måles i menneskekræfter”. 1999 og Fjerritslevbanen 2005
Forfatteren har desuden bidraget til Sæby Museums årsskrift og årbøger med artikler som: Immanuel Stiholt – ”en iværksætter af lokal herkomst” 1998. ”Der gik mange år med service” (Gunnar Simonsen, Min Cab) 2000. ”Sæby Karrosserifabrik” 2002. Bogen, ”Motorismens Lømmelalder” er den tiende i rækken, og den sjette som udgives på forlaget Nordpress.
Sidste skud på stammen er bogen ”Motorismens Lømmelalder”
En illustreret fortælling med brudstykker af den jysk – fynske trafikudvikling og motorisering i mellemkrigsårene, og hvor der gives miniportrætter af nogle af dem, der prægede udviklingen.
Der fortælles desuden om, hvordan motorerne på afgørende vis var med til, at forandre trafikmidlerne og trafikapparatet og ikke mindst om, hvordan de var med til at udvikle den indbyrdes konkurrence.
Den eksplosive udvikling af bestanden af motorkøretøjer krævede bedre veje, nye broer, forbedrede jernbaneanlæg og bedre færgeforbindelser. Ikke mindst kom flyvningen, og hævede sig op over det hele, og som var blandt de trafikmidler, der bidrog til den udvikling, vi kender i dag.
Det var netop i ”Motorismens Lømmelalder” at motorerne vandt frem, og gjorde sig gældende såvel til lands, til vands som i luften. Under første verdenskrig aflagde mange motordrevne trafikmidler deres styrkeprøve, og udvikledes derved til større driftsikkerhed. Motorerne sejrede desuden over dampdriften, og trængte sig ind på områder, hvor de ikke før havde været. Konkurrencen var hård – ja benhård, og hvorfra der ikke mindst bringes nogle citater af den sort hvidt opfattelse, der dengang herskede.
I forordet skriver Arnold Andersen:
Ideen med bogen er, at give læseren nogle brudstykker i tekst og billeder af den betydelige og dynamiske udvikling af trafikmidlerne og trafikapparatet, der fandt sted i mellemkrigsårene, og at give glimt af den konkurrencesituation, der herskede, og ikke mindst få nogle glimt af motororganisationernes energiske arbejde med, at præge denne udvikling. Desuden gives nogle indtryk af det samspil, der fandt sted mellem de forskellige trafikmidler.
I årtier har jeg som bogens forfatter søgt efter bogen som kunne give et rundeligt billede af den betydelige trafikudvikling, der forekom i mellemkrigsårene, Da bogen for fem år siden endnu ikke var dukket op, valgte jeg selv, at påtage mig opgaven.
Det er som bekendt allerede længe siden mellemkrigsårene 1918 – 1940 forlod kalenderen – som var en vidt forgrenet og spændende trafikhistorisk periode. Motorerne var for længst sat i gang – er der givetvis dem der vil fastslå – javist, men det var til gengæld i ”Motorismens Lømmelalder”, at trafikudviklingen tog et så solidt kvantespring fremad, som tilfældet blev.
Nævnt i grove træk forvandledes bilerne på mindre end 10 år, fra at være firkantede kasser der skulle startes med håndsving, og til at være strømlinjede vidundere med automatgear og elektriske vinduer.
Jernbanerne blev motoriserede med motorvogne og lyntog, og der blev etableret indenrigs- og udenrigsflyvning i et omfang, som man aldrig tidligere havde kendt. Broerne kom og bandt landsdelene sammen. Vejene blev udbygget og forbedrede, og færgetrafikken blev motoriseret, og ikke mindst i kraft af motororganisationernes indsats.
På den baggrund mener jeg, det kan være tankevækkende, at følge trafikmidlernes og trafikapparatets udvikling, og ikke mindst, se den fra de motoriseredes vinkel.
Nogle år er gået med at samle stoffet og at give det rammer, men det må tilføjes, en tidsmæssige og geografiske afgrænsning af stoffet blev fundet nødvendig, for at gøre bogen både teknisk og økonomisk overkommelig.
Bogens stof er hovedsageligt valgt afgrænset til Jylland – Fynsområdet, fordi landsdelene med Lillebæltsbroen trafikteknisk blev bundet sammen, og var området, hvor langt de fleste dansk trafikmidler til såvel jernbanerne som vejtrafikken, blev fremstillet. Og som desuden er området Statsbanerne kalder ”Andet distrikt”, med hjemsted i Århus.
Der bringes i bogen citater af de sort/hvide og ironiske holdninger, som på tryk prægede den tids konkurrencesituation, ligesom der gives eksempler på, hvordan man greb det an, som det eksempelvis bliver nævnt i KDAKs Auto nr. 23 i 1929, hvor man her blev mindet om jernbanernes gyldne tid: ”Vi maa jo huske paa den Udvikling, der i sin Tid skete, da Jernbanerne herhjemme havde deres gyldne Periode, da blev der omkring Jernbanestationerne skabt de saakaldte Stationsbyer, Byer som nu mange Steder stagnerer, men som en Gang skød op af Jorden som Paddehatte. De fleste af disse Stationsbyer er arkitektonisk set rædselsfulde; noget mere trist og ideforladt end en dansk Stationsby skal man lede længe efter”. – Noget af en svada må man sige – men det nævnte citat, og flere til, får man ved læsning af bogen, lejlighed til at tænke nærmere over!
Bogens titel ”Motorismens Lømmelalder” blev valgt fordi: Motorismen, var det udtryk man ofte anvendte i forbindelse med den motoriserede samfærdsel. Og ”Lømmelalder”: – Ja, barneskoene blev jo trådt i perioden fra slutningen af 1800-tallet og frem til omkring første verdenskrigs begyndelse, og var epoken, der efter krigen tydeligt blev afløst af ”lømmelalderen”.
I lømmelalderen skulle der ske en masse – og hvor alt ikke var lige godt gennemtænkt, men der var gengæld en bragende lyst til at afprøve alt det nye, og at komme fremad – derfor blev bogens titel: ”Motorismens Lømmelalder”.
Udtrykket automobil anvendtes dengang generelt om bilen, og benævnelserne Statsbanerne og DSB benyttedes i flæng, alt efter hvilket sammenhæng de optrådte i, og som derfor er udtryk og navne, der i bogen optræder vekselvist.
Som bogens 78 årige forfatter vil jeg gerne røbe, at der til grund for bogens stof ligger en livslang og varm interesse for trafikmidler såvel til lands, til vands, som i luften. I det mindste har den trafikhistoriske interesse været til stede, siden jeg som knapt femårig, i maj 1935, oplevede den funklende nye Lillebæltsbro, og så de nye røde lyntog suse over den.
Størsteparten af de trafikmidler, der omtales her i bogen, har jeg oplevet gennem barndommen og ungdommen – og så sent som i tresserne, endnu set en del af dem, være i trafik.
De trafikmidler, der omtales, har jeg længe haft lyst til at skrive om – men modet har manglet, for nogle år siden, gav et møde med en god ven over en kop kaffe, det berømte spark til at gøre tanken til virkelighed – nu skulle det være!
Med stor ydmyghed og med 1930’verne, barndommens land, som udgangspunkt kastede jeg mig for 5 år siden ud i projektet ”Motorismens lømmelalder” vel vidende at baggrunden blot var en livslang opsparet viden, samt erfaringen fra 38 års arbejde med trafik- og lokalhistoriske emner.
Om bogen ”Motorismens lømmelalder” skal opfattes som lidenskab eller videnskab vil jeg lade læseren afgøre – selv føler jeg, det har været lidt af begge dele!
Ikke alt hvad jeg har søgt er blevet fundet, men det er mit håb at det fundne giver læseren en rundelig forståelse af trafikmidlernes udvikling i mellemkrigsårene. De benyttede kilder er hvor det har været muligt, blevet efterkontrolleret, men enhver kildeoplysnings rigtighed kan jeg som bogens forfatter, samt forlaget ikke stå inde for.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæbynit sender endnu en bog på gaden' til en bekendt